Site icon 24NYT

Kunsten at snyde NATO

Selv om Danmark har en klar aftale med NATO om i 2024 at nå op på 2 pct. af bnp i udgifter til forsvaret, har de skiftende danske regeringer i mange år benægtet, at der var tale om en aftale.

Den tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) har i sin tid forsøgt at overbevise USA’s præsident Donald Trump om, at dansk forsvar er langt mere effektivt end de fleste andres, hvorfor dansk bidrag til NATO skal ganges med to. Danskerne har altid haft ry i NATO for at være gode til at skjule, at man sælger den samme vare to gange, og at det begge gange er et sminket lig, de sælger.

Hans efterfølger, Trine Bramsen (S), mente, at Wales-erklæringen om de 2 pct. af bnp på ingen måde var et bindende tilsagn. Det tal skal ikke opfattes som et forpligtende mål, men alene som en ”hensigtserklæring”, har Bramsen sagt.

At Danmark skulle have forpligtet sig til at bidrage med 2 pct. af bnp til NATO er ”fake news”, mente Martin Lidegaard fra De Radikale. ”De 2 pct. er blevet en sejlivet myte, en misforståelse og fake news. Danmark er i forvejen et af de mest militariserede lande”, sagde han.

Den tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har forsøgt at bilde amerikanerne ind, at dansk bidrag til NATO reelt var større, fordi det var de danske styrker i Afghanistan, der led de største tab. Hvilket var usandt, idet både USA og Estland har lidt lige så store tab som Danmark.

Løkke har endda præsteret noget så kræmmeragtigt som at regne ud, at de 43 faldne danske soldater i Afghanistan svarer til de 0,7 pct. af bnp, som Danmark mangler at betale i NATO-bidrag. Det siger sig selv, at Løkkes forsøg på at omveksle 43 faldne danske soldater til 0,7 pct. af bnp ikke alene var direkte uværdigt og usmageligt, men også uforskammet over for de faldne soldater og deres pårørende.

Senest har statsminister Mette Frederiksen på topmødet i Vilnius i juli 2023 sagt, at Danmark lever op til NATO’s krav takket være donationer til Ukraine. ”Hvad angår de 2 procent, så kommer vi faktisk op på 2 procent i de her år, fordi vi leverer så store donationer til Ukraine ud over den forøgelse, vi laver af vores eget forsvar”, sagde hun.

Danmark har tilmeldt sig NATO, hvor landet kommer med sin gode appetit på sikkerhed, men ikke selv er villig til at spytte i kassen, og hvor man har en doktrin om at forsvare Danmark til den sidste amerikanske soldat. I Danmark mener man, at det der med krig og beskyttelse er noget, andre skal levere, imens danskerne selv – i et samfund med høj velstand og fuld beskæftigelse – ikke skal bidrage.

Man vil derfor fremadrettet opleve, at Danmark i forhold til NATO fortsat vil bruge alle mulige krumspring og kneb for at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække sin del af læsset og sende regningen til USA.

Både i NATO og i USA er man naturligvis klar over, at Danmark i skåltaler taler meget om solidaritet, men vil ikke være med til at løfte byrden. I USA opfatter man danskerne som illoyale snyltere, der har kørt og fortsat kører på frihjul på NATO’s bekostning og lader USA betale regningen. Denne opfattelse er vel at mærke fremherskende i hele det sikkerhedspolitiske establishment i USA, både det demokratiske og republikanske.

Og det siger sig selv, at Danmarks manglende villighed til at ofre det, der skal til for at være en troværdig NATO-allieret, bliver noteret i Kreml.

André Rossmann

 

 

 

Exit mobile version