Kuppet mod præsident Trumps eftermæle

Debatindlæg på 24NYT er alene udtryk for forfatterens holdning.

Debatindlæg af ARES.

I fire år har Demokraterne og hovedmedierne hånd i hånd arbejdet dag og nat på en række aktioner, der skulle føre til en afsættelse af den lovligt valgte præsident. Trumps fjender konstruerede en række falske anklager om landsforræderi, afpresning, bestikkelse og obstruktion af lov og orden, der skulle føre til præsidentens fald. Alle disse projekter blev dog afsløret som grundløse løgnehistorier, som dog alligevel medførte, at den karaktermyrdede Trump tabte valget til Joe Biden, en demokratisk partisoldat, der ikke har gjort meget væsen af sig i sine 40 år i politik. Samme Biden opfordrede efter valget til fred og forsoning efter fire års forbitrede kampe mellem Demokraterne og Trumps borgerlige regering. Men for at det ikke skulle være løgn, har Demokraterne og deres kampfæller i hovedmedierne alligevel besluttet sig til at give Trump et sidste spark i skridtet for at ødelægge hans eftermæle og specielt hans chancer for at stille op som præsidentkandidat i 2024.

Det nye projekt er en anklage mod præsidenten for at ville tilrane sig magten gennem et kupforsøg, der skal forhindre Biden i at flytte ind i Det Hvide Hus den 20. januar og give Trump fire år mere på præsidentposten. Krigstrommerne lyder nu gennem de toneangivende medier som New York Times, Washington Post og CNN fulgt op af det venstresnoede The Atlantic og netmediet Bloomberg. Det følgagtige danske ekkokammer har øjeblikkeligt grebet bolden, og Berlingske er oppe i det røde felt med lederartikler og beretninger om Trumps kupforsøg og nedrige anslag mod forfatningen, demokratiet og almindelig politisk anstændighed. Det er ganske rigtigt, at Trump nægter at anerkende Biden som ny præsident, fordi Trump mener at have afgørende beviser på systemisk valgsvindel, der frarøvede ham sejren. Det er også korrekt, at Trump og hans advokater har udnyttet hver en krog af USA’s forfatning til at få valgresultatet undersøgt ved en domstol. Imidlertid har samtlige retsinstanser afvist at tage sagen op, fordi retten vurderer, at de juridiske forudsætninger for at anlægge sagen ikke er til stede. Det gælder også Højesteret, der har afvist sagen. Som Harvard-juraprofessor Alan Dershowitz bemærkede: ”Højesteret skal beskytte forfatningen, men også sig selv. Højesteret ønsker simpelt hen ikke at blive involveret”.

LÆS OGSÅ:  Er Lars Løkke konverteret til islam? 

Det er jo mærkeligt, at danske medier skriver uhæmmet om Trumps kupforsøg, men har ikke kunnet gribe ham i en eneste krænkelse af USA’s forfatning, som giver rige muligheder for at undersøge og belyse uregelmæssigheder ved et præsidentvalg. Et kupforsøg, der ikke krænker forfatningen, er jo en vits, da forfatningen jo ikke rummer mulighed for at sanktionere et statskup, der jo netop i sig selv er en kriminel handling. Et statskup er vanskeligt at gennemføre. Kupmagerne skal således være sikre på at have militæret bag sig. Ikke bare dele af forsvaret, men alle tre værn i solidaritet. Generalerne i felten elsker Trump, fordi han har givet dem operationelle friheder, de ikke havde under Obama. Men forsvarets topledelse i Pentagon hader ham, fordi de er en del af den bureaukratiske sump, som Trump har drænet gennem fire år. Kuppet mod Hitler i 1944 slog fejl, fordi kun dele og ikke hele værnemagten stod bag. Det samme skete for oprørerne mod Erdogan i 2016.

Trump kommer til at forlade embedet i fredsommelighed, men under protest. Hans stædige, men forgæves kamp mod den udbredte valgsvindel vil dog føre til en gevinst i 2021. I løbet af de første måneder i det nye år vil vi se bøger, artikler, analyser og tv-indslag, der alle vil dokumentere det røvede præsidentvalg. ’Stolen’ er titlen på den første bog skrevet af Dick Morris, tidligere rådgiver for Bill Clinton.  Hvis denne syndflod af dokumentation holder vand, vil tæppet blive trukket fuldstændigt væk under Biden /Harris, der vil fremstå som ulovlige, kriminelle besættere af Det Hvide Hus. Og så kan Trump begynde at se frem til 2024. Eller rettere det kunne han inden stormløbet mod Kongressen og rasende demonstranters besættelse af Capitol. Optøjerne og tabet af menneskeliv vil for evigt blive kædet sammen med Trumps person, og meget tyder på, at hans indflydelse i amerikansk politik forsvandt endegyldigt med et brag den 6. januar 2021.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)