Af Peter Skaarup
Kurt Westergaard og Muhammedtegningerne blev symboler på dansk ytringsfrihed. Nu skal vi sørge for, at kampen ikke har været forgæves
En karikaturtegning af profeten Muhammed var alt, der skulle til for at forandre Kurt Westergaards liv.
I søndags sov han stille ind. 86 år gammel.
Der er meget, vi kan og bør takke Kurt Westergaard for. Hans modige kamp for ytringsfriheden, hans stålsatte tro på fornuftens sejr, og ikke mindst påmindelsen om vigtigheden af at holde fast i vores grundlæggende, demokratiske principper og fælles dannelse.
Disse danske værdier blev sat på prøve tilbage i september 2005, da Kurt Westergaard lavede den Muhammedtegning, som blev bragt i en artikel fra Jyllands-Posten om selvcensur og ytringsfrihed. Det udløste helt uforståeligt én af landets største udenrigspolitiske kriser nogensinde, og Kurt Westergaard blev truet på sit liv og på sin rettighed til at ytre sig frit.
De sidste mange år levede han med livvagter og på hemmelige adresser. Han betalte en meget høj pris for at gøre brug af sin ytringsfrihed, og han bøjede aldrig nakken for islamisternes trusler. Kurt Westergaard blev et symbol på den danske frihedskamp, og det må vi aldrig tage for givet eller glemme ham for.
Muhammedtegningerne står i dag tilbage som et stærkt symbol på vores religions- og ytringsfrihed. Reaktionen da de blev trykt og udgivet i pressen, har om noget mindet os om, hvor vigtigt det er, at vi står fast over for muslimske kulturer, som ønsker at diktere vores måde at leve på i Danmark. Gør vi ikke det, forsvinder vores demokratiske og politiske frihedsrettigheder og hele grundstenen for vores samfund.
Derfor bør vi også gøre Muhammedtegningerne til en selvstændig del af undervisningen på landets skoler og videregående uddannelser. Vi skal ikke tillade, at vores ytringsfrihed bliver begrænset af risikoen for at blive udsat for vold af gale islamister. Det klare ansvar ligger hos dem, der begår vold og kriminalitet og ikke hos dem af os, der gør brug af vores frihed til at ytre os.
Lad os værne om vores frihed. Friheden til at ytre sig og til at tale om vores egen og andres religion, uden at vi som danskere skal være bekymrede for konsekvenserne heraf. Lad os holde fast i vores demokrati, vores principper og vores visioner for det danske samfund.
Gør vi det, har Kurt Westergaards kamp ikke været forgæves.