To kvikke vidner hjalp mandag ved to forskellige lejligheder politiet med at standse en spritbilist.
En 47-årig kvinde ringede mandag kl. 14.20 til politiet, da hun på Århusvej omkring Søften kørte bag en slingrende bilist, der et par gange kørte ud i rabatten og tilbage på vejen igen.
Selvom kvinden egentligt skulle en anden vej, valgte hun at fortsætte lidt på afstand efter bilisten for at kunne guide politiet frem til rette sted.
Kort efter gik det galt for den slingrende bilist, der i krydset Århusvej/Engdalsvej kørte op bag i en bil ført af en 48-årig mand, der holdt for rødt lys.
Den 47-årige steg ud af bilen og fik kontakt til den 59-årige kvinde, som viste sig at have været bilisten bag den usikre kørsel. Da den 47-årige mistænkte, at kvinden var påvirket af alkohol, tog hun bilnøglerne fra hende og holdt nøje øje med hende, indtil politiets patrulje nåede frem.
En alkometertest foretaget af betjentene viste en promille på et godt stykke over det tilladte, og den 59-årige kvinde blev derfor anholdt og sigtet for spritkørsel. Hverken hun eller andre kom til skade ved færdselsuheldet.
Kl. 19.19 var det så en opmærksom 22-årig mand, der hjalp politiet.
Den 22-årige havde set en synligt beruset mand købe en øl på en tankstation i Højbjerg, hvorefter han satte sig ind i sin bil og kørte fra tanken. Den 22-årige fulgte efter og kunne lede en patrulje frem til bilen og den 49-årige mand, som sad bag rattet.
Den 49-årige blev anholdt og ud over en sigtelse for spritkørsel, blev han også sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han var frakendt sit kørekort.
Et stort klap på skulderen til de kvikke borgere, der hjalp politiet!