Kvinde fik tæsk i Holbæk

Nygade, Holbæk

Fredag nat kl. 22.50 fik politiet en anmeldelse om, at en kvinde havde fået et knytnæveslag i ansigtet af en mandlig gæst på en beværtning i Nygade i Holbæk. Politiet kørte til værthuset, hvor de traf en 49-årig kvinde fra Holbæk, som blødte fra næsen. Hun blev kørt med ambulance til undersøgelse og behandling på sygehuset. Hun var dog ikke kommet noget alvorligt til, men havde knækket en tand.

Politiet afhørte flere vidner på stedet, som kunne belyse sagen. To mænd i baren havde haft en generende adfærd, som den 49-årige kvinde havde påtalt. Hun blev i den forbindelse slået i ansigtet af den ene mand, hvorefter de to mænd forlod beværtningen.

En patrulje fandt kort efter frem til den mistænkte i sagen, en 64-årig mand fra Holbæk, som blev anholdt på en anden beværtning i byen kl. 23.10. Han blev sigtet for vold og taget med til politistationen til afhøring og sagsbehandling. Sagen blev herefter vurderet juridisk, men der blev ikke fundet grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør med begæring om varetægtsfængsling. Han blev derfor løsladt senere på natten, men er fortsat sigtet, og han vil senere høre mere i sagen.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)