Ingen forbrydelse bag dødfunden kvinde i Fredericia
Torsdag den 2. maj 2019 kl. 11.25 blev en kvinde fundet død i en sø ved voldanlægget i nærheden af Danmarks Port i Fredericia. Afdøde er en 60-årig kvinde med bopæl i Fredericia.
Da den 60-årige kvinde blev fundet død og på grund af omstændighederne i øvrigt, iværksatte Sydøstjyllands Politi rutinemæssigt en efterforskning med henblik på at afdække, om der måtte ligge en forbrydelse bag. Derfor blev der tilkaldt tekniske efterforskere og hundeførere, der alle gennemførte undersøgelser på og omkring findestedet.
Der er i dag blevet gennemført en obduktion af den afdøde. De retsmedicinske undersøgelser har ikke fundet tegn på, at der skulle være begået en forbrydelse.
På baggrund af ovenstående har Sydøstjyllands Politi ikke yderligere oplysninger i sagen til offentligheden.