Politi og brandvæsen rykkede natten til mandag kl. 3.27 ud til en brand i en lejlighed på Kastanjehaven i Lystrup. Alle personer i lejlighedskomplekset blev evakueret, og brandvæsnet fik slukket branden i lejligheden, inden den nåede at brede sig til resten af bygningen.
Ingen kom umiddelbart noget til ved branden.
Den 41-årige kvinde, der bor i lejligheden, forklarede, at hun selv havde påsat branden. Hun blev derfor anholdt på stedet og sigtet for forsætlig brandstiftelse.