Kvinde tiltalt for at angive flere personer i Danmark til de tyrkiske myndigheder

Af Jens Fuglsang Edelholt

Statsadvokaten i København har rejst tiltale mod en 47-årig udenlandsk kvinde for at videregive oplysninger til de tyrkiske myndigheder om, at flere herboende personer var tilknyttet Gülen-bevægelsen.

Kvinden er tiltalt for i 2016 at have sendt en mail til en central tyrkisk myndighed med navne på flere herboende personer og oplysning om, at personerne var tilknyttet Gülen-bevægelsen (FETÖ), som af de tyrkiske myndigheder bliver betragtet som en terrororganisation.

Det er anklagemyndighedens opfattelse, at kvinden dermed har hjulpet eller sat en fremmed efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område. Derfor er der rejst tiltale efter straffelovens § 108, stk. 1.

Det oplyser statsadvokaten i København Lise-Lotte Nilas.

»Det er strafbart, hvis man angiver borgere til en udenlandsk efterretningstjeneste og derved gør den udenlandske efterretningstjeneste i stand til at virke inden for den danske stats område. Det er derfor anklagemyndighedens opfattelse, at der i den konkrete sag er sket en overtrædelse af den milde spionageparagraf i straffelovens § 108, stk. 1,« siger Lise-Lotte Nilas.

Sagen mod den 47-årige kvinde bliver ført som en domsmandssag af anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi. Der vil i sagen blive nedlagt påstand om fængselsstraf og udvisning.

I perioden 2016-2020 har politiet videregivet i alt 12 sager til PET med henblik på efterforskning af, om der er sket overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1, i forbindelse med angivelser eller trusler om angivelser til de tyrkiske myndigheder.

LÆS OGSÅ:  12-årig dreng tæsket – gerningsmænd "muligvis" tyrker og somalier

Anklagemyndigheden har på nuværende tidspunkt i 8 af de 12 sager vurderet, om der er tale om overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1. På den baggrund er der nu rejst tiltale i 1 sag, mens der ikke er fundet bevis for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1, i de 7 øvrige sager. Disse 7 sager, som angår i alt 5 mistænkte personer, vil nu blive behandlet ved Københavns Politi med henblik på at vurdere, om der er tale om overtrædelser af andre af straffelovens bestemmelser.

De resterende 4 sager, som alle er indgivet i 2019 og 2020, er fortsat under behandling ved politi og anklagemyndighed, hvorfor det ikke kan udelukkes, at der kan blive rejst yderligere tiltaler.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)