Site icon 24NYT

Kvinde ville dræbe sin far med salmiakspiritus og saks

Arkivfoto. Regitze

En domsmandsret i Sønderborg idømte i dag en 38-årig kvinde en behandlingsdom

 

I dag blev en 38-årig kvinde idømt en behandlingsdom ved en domsmandsret i Sønderborg for forsøg på manddrab. Kvinden blev dømt for i perioden mellem den 13. og 14. juni 2023 at have planlagt at dræbe sin far med salmiakspiritus og saks.

 

Kvinden havde bedt sin far møde op på datterens bopæl i Augustenborg. Forinden havde hun indkøbt salmiakspiritus, som hun sprøjtede i ansigtet på ham, da han mødte op om formiddagen den 14. juni 2023. Dette fik faderen til at løbe væk og kvindens plan om at stikke ham i brystet med en saks mislykkedes dermed.

 

Kvinden blev indledningsvis sigtet for grov vold, men efter kvindes egen forklaring til politiet om, at hun havde planlagt at dræbe sin far, blev sigtelsen ændret til forsøg på manddrab, og kvinden blev den 16. juni 2023 fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev fængslet.

 

”Der har været tale om en atypisk sag, idet faderen i forbindelse med drabsforsøget kun har pådraget sig begrænsede skader, og det var den nu domfældte selv, som oplyste politiet om sin plan” siger anklager Pernille Heiss, som mødte i sagen.

 

Anklagemyndighedens påstand var, at den 38-årige kvinde skulle have en behandlingsdom. Retten fulgte påstanden, og kvinden blev idømt en behandlingsdom på psykiatrisk afdeling. Kvinden modtog dommen, og er fortsat fængslet.

Exit mobile version