I anledning af kvindernes internationale klynkedag den 8. marts fik vi den trivielle, men årligt tilbagevendende bandbulle om glasloftet, Rip-Rap-Rup effekten og mandelogen, der holder kvinder ude af erhvervslivets topstillinger, skriver Asger Aamund i Berlingske.
Sandheden om de manglende kvinder i erhvervslivets topledelse er, at når der er så få kvinder på direktionsgangen, er det fordi kvinder aktivt fravælger det karriereræs, der fører hele vejen til tops. Mænd finder vi på samfundets top og i bunden. Kvinderne anbringer sig der, hvor de helst vil være, nemlig i midten.
Mens mænd ofte er villige til at sætte alt på et bræt for at nå toppen, ønsker de fleste kvinder en tilværelse i balance og harmoni, hvor karrieren er en del, men ikke alt. Derfor finder vi et hav af kvinder som mellemledere, fordi de kræver plads til familielivet, til kulturelle oplevelser, til at være der også for veninderne og for deres gamle forældre.
Kvindesagens stormtropper mener, at det er mandssamfundets forbandede pligt at sikre kønsbalancen på direktionsgangen i erhvervslivet.
I deres optik er erhvervskvinder en svagere race end politiske kvinder, der uden klynken har kastet sig ud i den blodige konkurrence om de politiske topposter og også nået dem.
Ingen maskuline redningshold har løftet Kjærsgaard, Vestager, Thorning, Frederiksen, Olsen Dyhr og Vermund ud af det politiske tusmørke og anbragt dem på toppen. Det har de klaret helt ved egen hjælp.