Mere end 100.000 palæstinensere fra Vestbredden har tilladelse til at arbejde i Israel, ifølge palæstinensiske og israelske kilder. Desuden, siger kilderne, kommer tusindvis af palæstinensere ind i Israel hver eneste dag uden tilladelse.
Af Khaled Abu Toameh– Oprindeligt udgivet af Gatestone Institute.Den 15. juli var antallet af arbejdere, som kom ind i Israel, ifølge det israelske forsvarsministerium vurderet til over 80.000.
For få uger siden, og som del af bestræbelserne på at nå frem til en våbenhvileaftale mellem Israel og Hamas, skal Israel ifølge rapporter have indvilget i at øge antallet af palæstinensiske købmænd og forretningsfolk, som får tilladelse til at komme fra Gazastriben ind i Israel, fra 3.500 til 5.000.
Rapporterne mente, at denne seneste israelske gestus var resultatet af nogle forsøg fra Egypten og FN’s side på at forhindre en total, militær konfrontation mellem Israel og Hamas.
Mens Israel hele tiden øger antallet af arbejdstilladelser til palæstinensere på Vestbredden og i Gazastriben, har Libanon derimod iværksat et hidtil uset angreb på illegale fremmedarbejdere, herunder palæstinensere, og dermed udløst en bølge af protester blandt de palæstinensere, som bor i landet.
De libanesiske myndigheder siger, at indgrebet mod illegale fremmedarbejdere hovedsagelig er rettet mod syrere, som flygtede til Libanon efter starten på borgerkrigen i Syrien i 2011. Som del af denne kampagne mod illegale arbejdere er adskillige firmaer blevet lukket og mange palæstinensiske og syriske arbejdere er blevet bortvist fra deres arbejde.
Den libanesiske arbejdsminister, Kamil Abu Sulieman, benægtede beskyldningerne om, at kampagnen var organiseret som en “sammensværgelse” rettet mod de 450.000 palæstinensere i hans land. “Planen om at bekæmpe det illegale arbejde blev forberedt for flere måneder siden og er ikke rettet mod palæstinenserne,” sagde Abu Sulieman. “Der findes en arbejdslov i Libanon, og vi har besluttet at implementere den. Vi udsendte et seks måneders varsel til alle illegale arbejdere og firmaer om at søge passende tilladelse.”
Den libanesiske minister indrømmede dog, at nogle palæstinensiske firmaer er blevet lukket som følge af kampagnen mod illegale arbejdere.
Palæstinenserne har afvist ministerens påstande. I stedet indledte de demonstrationer i forskellige dele af Libanon imod indgrebet mod illegale fremmedarbejdere. Demonstranterne afbrændte bildæk ved indgangene til flere flygtningelejre, og nogle palæstinensiske grupper og embedsfolk, der har fordømt kampagnen, har bedt de libanesiske myndigheder standse deres indgreb mod palæstinensiske forretningsfolk og arbejdere.
De libanesiske skridt skader palæstinenserne,” sagde Ali Faisal, medlem af PLO’s Demokratiske Front til Palæstinas Befrielse (DFLP). Han opfordrede de libanesiske myndigheder til at rulle deres indgreb mod palæstinenserne tilbage og pegede på, at det palæstinensiske bidrag til Libanons økonomiske vækst vurderes til at ligge på 11%. Talsmanden fra DFLP bemærkede tillige, at palæstinensere i Libanon “under forskellige påskud” er afskåret ved lov fra at arbejde inden for flere erhverv.
Libanesisk lovgivning begrænser palæstinensernes muligheder for at arbejde inden for flere erhverv, herunder lovgivning, medicin og ingeniørfag, og afskærer dem fra at modtage sociale sikringsydelser. I 2001 vedtog det libanesiske parlament tillige en lov, som forbyder palæstinensere at eje fast ejendom.
Ifølge rapporter i de arabiske medier kan de palæstinensiske demonstrationer betyde indledningen på en palæstinensisk “intifada” [opstand] imod Libanon. Rapporterne beretter, at palæstinenserne under alle omstændigheder får vanskeligt ved at opnå arbejdstilladelser fra de libanesiske myndigheder.
“Antallet af arbejdsløse blandt palæstinenserne i Libanon er meget højt,” sagdeden palæstinensiske forretningsmand Ziad Aref. “Vi har ret til at arbejde henimod en løsning på dette problem. Den nye kampagne fra de libanesiske myndigheder vil gøre tusindvis af palæstinenser arbejdsløse og forværre den økonomiske krise.”
Aref sagde, at han mener, at tallet på arbejdsløse blandt palæstinensere i Libanon er vurderet til 56%. Han kritiserede også de palæstinensiske ledere for ikke at forholde sig til de palæstinensiske arbejderes og forretningsfolks kvaler i landet.
De palæstinensiske ledere på Vestbredden, i Gazastriben og i Libanon siger, at de er i daglig kontakt med de libanesiske myndigheder i et forsøg på at standse indgrebet mod de palæstinensiske arbejdere.
Ledende PLO-repræsentant Azzam al-Ahmed, som varetager den “palæstinensiske portefølje” i Libanon, udtrykte dyb bekymring over den libanesiske kampagne mod illegale fremmedarbejdere. Han sagde, at han havde kontaktet flere libanesiske embedsfolk for at advare dem imod at skade nogen palæstinensere.
Hamas har på sin side beskyldt de libanesiske myndigheder for at benytte en politik til “langsom død” over for palæstinenserne i Libanon. Hamas gav i en udtalelse udtryk for, at den libanesiske kampagne mod illegale arbejdere og firmaer så ud til at være del af en “sammensværgelse om at aflive de palæstinensiske flygtninges rettigheder. Vi vil ikke acceptere nogen trussel mod liv og fremtid for palæstinensiske flygtninge i Libanon, og vi vil forhindre denne politik til langsom død.”
De libanesiske myndigheders indgreb mod palæstinenserne understreger på ny den diskrimination, som palæstinenserne længe har været udsat for i dette arabiske land. “Palæstinensere i Libanon lider,” ifølge en rapport fra Associated Press i 2017, “under diskrimination på næsten alle områder af deres daglige tilværelse… Mange bor i bosættelser, der officielt er betegnet som flygtningelejre, men som bedst kan beskrives som betonghettoer omkredset af checkpoints og i visse tilfælde sprængningssikrede mure og pigtråd.”
“Den diskrimination og marginalisering, som [palæstinenserne] udsættes for, består af en kombination af restriktioner, som de dagligt oplever på arbejdsmarkedet, og som bidrager til et højt arbejdsløshedsniveau, lave lønninger og dårlige arbejdsforhold,” ifølge en FN-rapport. “Indtil 2005 var mere end 70 jobs spærret for palæstinensere – omkring 20 er det stadig. Den heraf resulterende fattigdom forværres af de begrænsninger, som er pålagt deres adgang til statslig undervisning og sociale ydelser.”
Af en eller anden grund synes Libanons diskriminerende og racistiske indgreb over for palæstinenserne dog ikke at bekymre de pro-palæstinensiske grupper rundt om i verden. Disse grupper vender sædvanligvis det blinde øje til kvalerne for de palæstinensere, som bor i arabiske lande. I stedet har de blikket fæstnet på Israel og gransker dette for indbildte overgreb på palæstinensere.
Det er på høje tid, at de pro-palæstinensiske grupper på universiteterne i USA, Canada, Storbritannien og Australien arrangerer en “Arabisk Apartheid Uge” i stedet for at beskylde Israel for at “diskriminere” mod palæstinenserne. Det er også på høje tid, at de internationale medier tager notits af de anti-palæstinensiske skridt mod palæstinenserne i Libanon i en tid, hvor Israel øger antallet af palæstinensiske arbejdere, som får tilladelse til at komme ind i Israel for at arbejde.
Hvem vil besvare følgende spørgsmål: Hvorfor forholder FN og andre internationale institutioner sig tavse, når palæstinensere bliver smidt ud af deres jobs i et arabisk land, mens mere end 100.000 palæstinensere dagligt bliver lukket ind i Israel for at arbejde? Kommer vi til at se et hastemøde i Den Arabiske Liga eller i FN’s Sikkerhedsråd med henblik på at tage afstand fra den libanesiske apartheid og racisme? Eller har de for travlt med at udarbejde resolutioner til at fordømme Israel, som har åbnet sine døre på vid gab for palæstinensiske arbejdere?
Khaled Abu Toameh, prisvindende journalist med base i Jerusalem, Shillman Journalism Fellow ved Gatestone Institute.