Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen.
I Berlingskes netavis kunne man for nylig læse Weekendavisens artikel ”Et halvt år for Danmark” af 13 JAN 2022. I artiklen fortæller Lars Løkke Rasmussen om sit nye parti Moderaterne, herunder Løkkes forslag om et halvt års social borgerpligt for alle unge i Danmark. Siden har BERL i en leder 18 JAN sagt, at ”tanken er da også umiddelbart både frisk og sympatisk,” men påpeger derudover forslagets negative effekt på arbejdsudbuddet og BNP. Senere har M. Ågerups, CEPOS, i BERL 20 JAN kaldt forslaget ”rædselsfuldt”, og siger, at ”ideen om, at unge mennesker først gør noget, der er til gavn for samfundet, får dannelse og fremmer sammenhængskraften, når statslig tvang er involveret, er forvrøvlet og en fornærmelse af danskerne.”
Ordene ”sympatisk” og ”rædselsfuldt” er utilstrækkelige til at beskrive kernen i dette for-slag. Der er med Løkkes forslag tale om et overgreb på danske borgeres frihed. En social-ekspropriation af et stykke levetid for alle unge danskere. Og her møder vi så hos Løkke den første sprogløgn, eller fortielsesløgn, som al politik er så fuld af. Løkke kalder sit parti ”Moderaterne”. Moderat i forhold til hvad? Nej, med dette forslag er dette parti ”ekstremistisk” i sin statssocialisering af unge mennesker. I artiklen siger Løkke, at han endnu ikke har fået læst Fogh Rasmussens Fra socialstat til minimalstat. Det er der heller ingen grund til at opfordre Løkke til; men man kan konstatere, at han er i hastig bevægelse i den modsatte retning – mod den stadigt dybere socialstat.
Løkke begrunder sit forslag med, at det skaber ”større samfundsforståelse” og ”mere sammenhængskraft.” Ud over ordene ”integrationen” og ”parallelsamfundene” nævner han ikke med et ord Danmarks problem med de mange indvandrere i forbindelse med sit forslag, hvilket man kan kalde endnu en fortielsesløgn. Men selv om hovedformålet med forslaget skulle være et forsøg på med tvang at fremtrylle integration af de mange utilpassede muslimske indvandrere, så er det altså nu alle danske unge, der skal bøje nakken for statens tvangssocialisering på grund af problemet med de mange unge indvandreres u-assimilerede og dominante adfærd. Et problem, som Lars Løk-ke i høj grad selv har været med til at skabe som regeringsleder.
Lars Løkke bruger mange fine ord og tanker om sit forslag. Han sammenligner med den gamle militære værnepligt og siger: ”Den, der skulle i gang med en akademisk karriere, kom sam-men med en håndværkertype. Det er noget af det, der bærer den her tanke. Men også, at man ikke skal være sig selv nok.” En akademiker sammen med en ”håndværkertype!” Ja, men vi har jo aldrig været i tvivl om, at politikerne altid fandt deres projekter smukke. Men hvorfor tror Løkke, at frie bor-gere, unge myndige mennesker skulle mene, at sådanne sociale smukhedsidealer bedst kunne op-fyldes gennem statens socialiserende tvang?
Der er virkelig noget dybt maoistisk over Lars Løkkes tanker, når han sådan har den opfattelse, at en ”håndværkertype” er sig selv nok, når han ikke kommer sammen med så mange, ja, lad os kalde dem ”akademikertyper”. Og når Løkke derfor tror, at han sådan skal indføre en statsdiktatorisk styring af det sociale fællesskab. Måske er det tværtimod i virkeligheden sådan, at danskerne har en meget mere fri, jordnær og respektfuld opfattelse af, hvad andre borgere laver, og hvordan de lever, end Løkke forestiller sig. En fællesskabsopfattelse, der indebærer, at hvis du vælger din plads og gør dit og jeg vælger min plads og gør mit i dette samfund, ja, så respekterer vi deri både enhver borger og friheden for alle til at leve i det samme samfund.
”Der følger nogle pligter med at være menneske i det her samfund, som rækker videre end bare mig, mig, mig,” siger Lars Løkke også. Hvor er dette smukt sagt om det socialmoralske og eksistentielle problem, som ethvert menneske bærer rundt på. Så for Lars Løkke er svaret altså, at staten skal tage fat i krebsen på alle unge mennesker, konfiskere et halvt år af deres liv, hvor de – forstår man! – ikke får lov til at arbejde for mig, mig, mig, men for samfundet. Den personlige og sociale selviskhed skal udryddes! Og så må det altså være underforstået, at man kun kan arbejde for samfundet og bidrage til dets sammenhæng, når man arbejder under statstvang. Ganske som CEPOS-direktøren siger. Driver du et privat mekanikerværksted, eller virker du som buschauffør i et privat eller offentligt busselskab, så arbejder du ikke for samfundets sammenhæng. Er du skolelæ-rer, landmand, halbestyrer, universitetslektor, ja, så arbejder du ikke for samfundets sammenhæng. For det er slet ikke nok, at du bare er dig selv nok på dit sted og i en bestemt social rolle, og derud-over er ganske privat. Nej, forstår du, det rigtige ”aktive medborgerskab”, det er kun dét, hvor statens med tvang styrer ungdommens sociale medborgerskab og borgerens plads i sammenhængs-kraften. Kan du se maoiseringen? Den missionerende socialisering? De sociale røde brigader skal marchere!
Nu aner man måske, at Lars Løkke selv fornemmer, at han rører ved den aldeles afgø-rende grænse mellem den frie borgers privateksistens og borgerens liv i en offentlig samfundsram-me. Og at han rører ved den frie borgers selvforståelse af, hvor borgeren står mellem disse to. Men også det omgår Løkke med en smart fortielsesløgn, der skal skjule det statslige overgreb på både den unge borgers person og borgerens sociale selvforståelse. For han taler om unge menneskers ”et sabbatår, ud at rejse, et højskoleophold.” Og hertil siger han: ”I virkeligheden taler jeg om at systematisere noget, som mange unge gør selv.” Ja, tænk, de unge socialiserer sig selv – i frihed. Men den griber Lars Løkke. Denne frie selvsocialisering skal nu underlægges statslig systematisering – i tvang. Et halvt år i den sociale statskibbutz! Løkke kalder det et ”dannelsesprojekt.”
Hvis man vil kalde Lars Løkke Rasmussen en såkaldt borgerlig politiker, kan intet mere end dette bevidne, at borgerligheden i dansk politik er dybt inficeret af socialismens tanker, og derfor har store vanskeligheder med at finde sig selv. Og dette uanset hvor meget borgerlige politikere ta-ler om markedet, den personlige frihed, verdens højeste skatter, det personlige initiativ og den private ejendomsret. For uanset disse ting arbejder også borgerlige politikere ud fra den tankegang, at borgerens person og liv tilhører staten, og at ethvert opfindsomt overgreb på borgeren derfor kan tages i anvendelse, når borgerne skal anvendes som en statslig brik til at nå statens mål med vel-færdssamfundet.
Grundloven giver i kapitel VIII (§§ 71 – 85) grundlaget for borgerens frihed. Paragraffer-ne taler om friheder, rettigheder og ukrænkeligheder. I én eneste paragraf er der tale om en pligt, hvor borgeren ikke kan påberåbe sig sin frihed. § 81 siger: ”Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som love fore-skriver.” Her er der ikke tale om social værnepligt; der er tale om militær værnepligt. Selv om det danske samfund i mange tilfælde har anvendt sine indkaldte soldater til at løse ikke-militære opgaver i fx katastrofesituationer, så giver denne Grundlovs-§ ikke staten – og ej heller Løkke Rasmus-sen – tilladelse til at pålægge unge mennesker en statslig tvangstjeneste med et andet formål og indhold end det militære forsvar af Danmark. Løkkes forslag er dermed også et brud på den grund-lovssikrede frihed for borgeren i Danmark. Så der er kun at sige: Rend og hop!