Østjyllands Politi fik mandag kl. 7.25 en anmeldelse om, at der var sket et uheld med en lastbil på Østjyske Motorvej i nordgående retning ved Tilst. Den 53-årige mand, der førte lastbilen, var bremset hårdt op i forbindelse med noget kø på motorvejen, og ved opbremsningen røg nogle store betonelementer fra lasten op i førerhuset.
Førerhuset blev voldsomt beskadiget, og chaufføren måtte skæres fri. Han blev kørt til skadestuen til tjek, men slap umiddelbart fra uheldet uden større skader.
Under uheldet med lastbilen blev en bil ført af en 43-årig kvinde ramt på forruden af en genstand fra lastbilen, da hun var i færd med at overhale den. Ruden blev ødelagt, men kvinden kom ikke noget til. Det er endnu uvist, hvad der ramte kvindens bil.
I forbindelse med arbejdet på stedet, der bl.a. involverede en kran, var motorvejen spærret i flere timer, hvilket skabte en del trafikale problemer.
Det skal nu undersøges, hvordan uheldet kunne ske, og om der evt. er sket lovovertrædelser.