Site icon 24NYT

Lastbilskontrol blev alvorlig for chauffør

Arkivbillede.

Greve Main, Greve

Onsdag bragte Tungvognscenter Øst en lastbil til standsning ved Greve Main. Lastbilen var bulgarsk, og føreren, en 52-årig mand fra Bulgarien, skulle fremvise førerkort og relevante dokumenter til betjentene.
Da politiet skulle gennemse de optegnede køre-hviletider i takografen, kunne betjentene konstatere, at lastbilen var ført uden førerkort i takografmåleren flere gange. 11 gange inden for de seneste 28 dage havde lastbilen været ført uden at førerkortet var isat, hvilket kan være tegn på bevidst snyd med køre-hviletiderne.

Blandt kørslerne uden førerkort var den ene tur på over 670 km, hvor også hviletiden var gevaldigt overskredet. Hvileperioden havde således kun været tre timer, mens det mindst tilladte hvil i perioden skulle være ni timer. Dermed havde chaufføren kørt i mere end 19 timer på et døgn, hvilket er langt over de tilladte 10 timer.

Chaufføren og virksomheden kan derfor se frem til en bøde på over 200.000 kr. samlet, og chaufføren vil skulle møde i retten, da han står til ubetinget at miste retten til at køre i Danmark i seks måneder. Lastbilen er pt. tilbageholdt af Tungvognscenter Øst ved Midt- og Vestsjællands Politi, indtil bøden er betalt.

Exit mobile version