Da den 23-årige Lauren Southern, en konservativ, canadisk journalist og aktivist i midten af marts var på vej til England for at mødes med nogle venner og deltage i et interview med sin britiske kollega Tommy Robinson, blev hun i Calais tilbageholdt af britisk politi og nægtet indrejse i Storbritannien. Lovhjemlen for at nægte Southern indrejse var den såkaldte Schedule 7 of the Terrorism Act 2000, der giver britisk politi ret til at tilbageholde og afvise personer, man mistænker for terrorisme.
Efter 6 timers afhøring, blev Southern nægtet indrejse permanent, da de britiske myndigheder mente, at hun udgjorde en trussel mod vitale interesser i Storbritannien, fordi hun havde uddelt racistisk materiale i den indvandrertunge by Luton.
Southern havde faktisk været i Luton og uddelt materiale, men det var på ingen måde racistisk. Tværtimod var det helt i den progressive og inkluderende LGBT-ånd, som det kunne være: Hun havde sammen med nogle venner sat sig for at teste, om man kunne finde (og fordre) lige så stor ligegyldighed blandt almindelige muslimer over for påstanden om, at Allah er homosexuel og/eller transkønnet, som at Gud er det samme.
Derfor stillede Southern sig op på gaden i Luton og uddelte flyers med teksten: ”Allah er homosexuel” og ”Allah er transsexuel” – i nogle minutter. Så blev de fjernet af politiet under henvisning til, at hun fornærmede forbipasserende og at der nemt kunne opstå en situation, hvor politiet ikke kunne garantere for hendes sikkerhed.
At det britiske politi hverken vil eller kan beskytte ikke-voldelige unge mennesker mod potentielt voldelige muslimer, er i sig selv en skandale i et demokratisk retssamfund, men skandalen kammer over i det absurde, når denne manglende vilje til at beskytte individers ret til ytringsfrihed, gør den forurettede til aggressor. Det er på en gang pinligt og tragisk.
Selvom det er enhver selvstændig nations ubetingede ret selv at bestemme, hvem man lukker ind, så er det umuligt at se en sammenhæng mellem den terrorisme, de britiske myndigheder refererer til og Lauren Southern. Især når jihadister og ISIS-terrorister samtidig får lov at vende tilbage til Storbritannien i stort tal.
Southern er hverken terrorist, voldelig, radikal, anti-demokrat eller på andre måder modstander af de frihedsrettigheder, der er bærende for demokratiet. Tværtimod. Den eneste forklaring på de britiske myndigheders forbud mod at lade hende komme ind i landet er, at de frygter, hvad andre (muslimer og/eller Antifa) kan finde på af vold, terror og optøjer – skulle Lauren Southern komme til at udtrykke sig på en måde, så muslimer og den voldsparate venstrefløj kunne føle sig krænket. Og krænkelsestærsklen i disse miljøer er som bekendt lav.
Dermed har Storbritannien – det land, som for blot nogle årtier siden var den ypperste frontkæmper for friheden – bøjet sig for voldsmandens veto. Det er blevet et kuet land, der vil gå sin egen undergang i møde som et frit og demokratisk land, hvis man ikke inden for meget kort tid gør op med frygten for vold og terror og de grupper, der er årsag til den.
