Mandag den 8. juni slår LEGOLAND dørene op til årets sæson. For at sikre en kontrolleret åbning og opstart skal alle gæster indtil videre enten købe billet eller registrere besøg med sæsonpas på hjemmesiden inden ankomst.
LEGOLAND kan endelig slå dørene op til en ny sæson og er fra start klar med en række nye sikkerhedsforanstaltninger. En af de ting, der bliver anderledes, er, at man skal booke sit besøg på forhånd både med normale billetter og Sæsonpas.
– Vi er først og fremmest rigtig glade for, at vi kan åbne den 8. juni, hvis alt går, som det skal til den tid. Når vi åbner, kommer vi til at have en begrænsning på antallet af gæster i LEGOLAND, og for at kunne styre det bedst muligt, beder vi vores gæster om at købe billetter på forhånd eller registrere deres besøg med Sæsonpas på vores hjemmeside, siger Christian Woller, direktør i LEGOLAND.
Den første åbningsdag bliver kun for gæster med Sæsonpas, og her forventer LEGOLAND kun at lukke mindre end 10 % af parkens normale kapacitet ind.
– Vi kender endnu ikke alle kravene fra myndighederne, men vi kommer til at have en række tiltag, som vil være nye for os. Derfor starter vi ud med meget få gæster, og så øger vi gradvist kapaciteten op mod den begrænsning, vi kommer til at have generelt i år for at sikre, at der er rigtig god plads. Vi opfordrer vores gæster til at holde sig orienteret på vores hjemmeside, hvor man kan finde svar på de fleste spøgsmål om åbningen af LEGOLAND, og hvordan det hele kommer til at foregå, siger Christian Woller.
Øget rengøring og rigeligt med håndsprit
Selvom kravene fra myndighederne endnu ikke er kendte, så er der nogle tiltag, der allerede nu ligger fast.
– Det skal naturligvis være muligt at holde god afstand til de øvrige gæster i LEGOLAND, og det gælder både, når man går rundt i parken, og når man venter på at prøve forlystelserne. Derudover kommer vi til at øge rengøringsintervallet, og der kommer blandt andet til at være håndsprit ved toiletter og forlystelser. Og så er vi selvfølgelig klar til at møde de yderligere krav, der måtte komme fra myndighederne, siger Christian Woller.
The LEGO® MOVIE™ World åbner først i 2021
Hvis man er en af dem, der har glædet sig til at prøve de nye forlystelser i LEGOLAND i år, kommer man til at vente til 2021. Åbningen af The LEGO® MOVIE™ World er nemlig udskudt til næste sæson, fordi der er en række udfordringer med at få området færdigt.
– Både vi og vores gæster har glædet os rigtig meget til i år, hvor vi skulle åbne et helt nyt område i LEGOLAND. Desværre har coronakrisen betydet, at vores udenlandske leverandører ikke nåede at færdiggøre forlystelserne. Vi ved ikke, hvornår det bliver muligt for dem, og med det arbejde, der resterer, og de efterfølgende sikkerhedsgodkendelser og træning, der skal til, så er det ikke realistisk, at vi kan åbne området i år, siger Christian Woller.
Alle gæster med Sæsonpas vil få forlænget deres sæson med de første 63 åbningsdage i 2021, så de får det samme antal åbningsdage og dermed også mulighed for at opleve The LEGO® MOVIE™ World.