”For præcis en måned siden blev Al-Jazeeras tv-journalist, Shireen Abu Akleh, slået ihjel, mens hun dækkede konfrontationen mellem den israelske hær og bevæbnede, militante palæstinensere ved flygtningelejren i Jenin på Vestbredden”, skriver den halvt libanesiske og halvt palæstinensiske ph.d. i menneskerettigheder, Hanna Ziadeh, i Berlingske.
Selv om der ikke foreligger klare beviser for Israels ansvar, mener Ziadeh, ligesom Hamas og muslimske regeringer, at indicierne peger på Israel og beskylder landet for at undgå at tage ansvar for Shireen Abu Aklehs død på samme måde som da det Saudiarabiske diktatur forsøgte at dække over mordet på journalist Jamal Khashoggi.
”Mordet på en journalist er et slag mod Israels vaklende, internationale renommé”, skriver Ziadeh. Nu er der ikke længere tale om indicier, men en direkte mordanklage – i Ziadehs optik, er det Israel, der er skurken.
Modsat hvad Ziadeh hævder har Israels ”vaklende” renommé det fint. Det har jo ikke forhindret den danske statsminister til at besøge Israel under pandemien. Det har ikke forhindret EU-Kommissionens formand i at besøge Israel i disse dage for at drøfte et energisamarbejde. Og det har heller ikke forhindret en række muslimske lande i at slutte fred med Israel.
Ziadeh beskylder de israelske sikkerhedsstyrker for at have stoppet de palæstinensiske kistebærere, der uden israelske myndigheders tilladelse, forsøgte at bære Shireen Abu Aklehs kiste igennem den arabiske del op til den katolske kirkegård i den gamle by, hvor Shireen Abu Aklehs familie har gravplads. Ziadeh hylder retsstaten, men samtidig bifalder han palæstinensernes brud på den offentlige orden.
Ziadeh mener, at Israels krigslogik er skyld i, at landet responderer ”disproportionalt” over for alt, selv over for en ikke-militær, palæstinensisk trussel. Israels respons må imidlertid anses som værende absolut proportional i betragtning af, at Israel er belejret af fjendtlige muslimske lande, som i 74 år har forsøgt og fortsat forsøger at udslette landet fra verdenskortet.
”Israels krigslogik kommer til at koste landet dyrt og vil på et tidspunkt få juridiske konsekvenser, når palæstinenserne bruger internationale, menneskeretlige domstole”, advarer Ziadeh. Den slags advarsler har Israel levet med i 74 år – og det er gået meget fint, skal vi hilse og sige. I øvrigt anerkender hverken USA eller Israel Den Internationale Straffedomstol.
Hvorom alting er: 74 år efter Israels dannelse er landet nødt til at betragte enhver palæstinensisk trussel som et spørgsmål om liv og død, for grundvilkårene for Israels kamp for overlevelse, som det i sin tid blev udtrykt af Golda Meir, er de samme også i dag: ”The Arab countries refuse to acquiesce to our existence. Therefore, there can be no compromise. They say we must be dead. And we say we want to be alive. Between life and death, I don’t know of a compromise. And that’s why we have no choice”.
Lev med det, Ziadeh.
André Rossmann