Levebrødspolitikere kører både Danmark og USA i sænk

Levebrødspolitikere er et demokratisk problem. De findes i alle lande og partier, og de overtager magten i partierne, fordi det politiske spil er deres førsteprioritet, mens produktivt og nyttigt arbejde kommer i anden række. Det medfører, at levebrødspolitikernes erhvervserfaring er yderst begrænset.

Lige nu ledes Danmark af en dilettantisk rød regering med et gennemsnitligt erfaringsgrundlag fra egentlig erhvervsmæssigt arbejde på kun 2,4 år.

9 ud af de 20 socialdemokratiske ministre, svarende til 45 pct., har aldrig har haft nogen form for erhvervsmæssigt arbejde.

Blot 11 ud af de 20 ministre har haft erhvervsmæssig ansættelse med en beskeden gennemsnitlig ansættelsesperiode på 4,4 år. Gennemsnittet falder til 3,1 år, hvis man udelader Benny Engelbrecht, der har haft et job i det private erhvervsliv i 8 år, fra beregningen. Den gennemsnitlige erhvervsmæssige ansættelsestid falder yderligere til 2,4 år, hvis alle ministre indgår i beregningen.

Det er ikke kun et demokratisk problem, men også stærkt foruroligende, at Danmark ledes af en regering med et gennemsnitligt erfaringsgrundlag fra egentlig erhvervsmæssigt arbejde på kun 2,4 år, og at ni ud af de 20 ministre, 45 pct., aldrig har haft nogen form for erhvervsmæssigt arbejde.

Også i USA har man et problem med levebrødspolitikere. En undersøgelse af 68 højtstående regeringsmedlemmer i Biden-administrationen viser, at:

  • 62 pct. af de regeringsmedlemmer, som Biden har udnævnt, og som har ansvar for økonomisk politik, regulering, handel, energi og finans, har slet ikke noget erfaringsgrundlag fra det private erhvervsliv.
  • Den gennemsnitlige erhvervsmæssige ansættelsestid blandt de regeringsmedlemmer, som Biden har udnævnt, er kun 2,4 år.
  • De fleste medlemmer af Biden-administrationen med ansvar for økonomi og handel er professionelle politikere, jurister, kommunale politikere, lobbyister eller offentligt ansatte. Det gælder også Biden selv samt hans vicepræsident, Kamala Harris.

Dette udgør en stærk kontrast til Præsident Trumps regering, hvis medlemmer i snit havde 13 års erfaring fra det private erhvervsliv.

For blot 15-16 måneder siden havde USA en inflation på 1,5 pct. Nu er inflationen 9,5 pct. Når Biden-administrationen har formået at køre den amerikanske økonomi i sænk på så kort tid, skyldes det ikke mindst den ringe økonomiske indsigt i hans levebrødsregering.

P.t. skaber Biden-regeringen en verdensomspændende fødevarekrise ved kunstigt at banke prisen på fossile brændstoffer i vejret.

Bidens forcerede og uigennemtænkte grønne omstilling, herunder et stop for olieudvinding i USA, har ikke alene udløst en energikrise, der rammer de lavestlønnede amerikanere på pengepungen, men den skaber sult og underernæring i verdens fattigste lande, idet oliepriserne er helt afgørende, når det gælder om at producere og transportere fødevarer.

Du kan læse mere om det lave kompetenceniveau i Bidens regering her.

André Rossmann

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)