Lidt mere tvang kan ikke gøre den store forskel

George Orwell opfandt ordet Newspeak (nysprog) i fremtidsromanen “1984”. Hovedpersonen er ansat i Ministeriet for Sandhed, hvor hans arbejde består i at ændre og regulere borgernes tanker gennem manipulation af sproget. Formålet er at udslette ordenes egentlige betydning, indtil ingen længere kan beskrive verden meningsfyldt. Alle negative udtryk og associationer er fjernet, så der til sidst kun findes positive ord. I Newspeak hedder det hemmelige politi, der står for tortur og bortførelser, således ”Ministry of Love og politiske fangelejre hedder ”joy camps.

Også danske politikere bruger Newspeak for at styre, hvad vælgerne tænker. Den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen har sagt, at den vigtigste kamp om danskernes holdning skal udkæmpes på ord, ikke love, og at det afgørende er, hvem der får held til at sætte dagsordenen i værdidebatten. Det er en kamp om tanker. Den, der styrer sproget, styrer det danske folk.

Der findes mange eksempler på politisk styring af vælgernes tænkemåde gennem sproget.

En række offentlige myndigheder har gennem tiden skiftet navn, så den funktion, de udøver, kunne få en mere positiv klang. ”Direktoratet for Fængselsvæsenet” er således blevet til ”Kriminalforsorgen, ”Udlændingestyrelsen” til ”Udlændingeservice” og ”Dansk Agrokemisk Forening” til ”Dansk Planteværn”Siden 2010 har en landbrugsorganisation, der bekæmper grønne tiltag i landbruget, heddet ”Bæredygtigt Landbrug”.

Også en række offentlige ydelser har skiftet navn. ”Fattighjælp” blev til ”bistandshjælp”, ”flygtningeydelse” blev til ”starthjælp”, og Løkke har i sin tid kaldt ”kontanthjælpsloftet” for ”en udstrakt hånd til de arbejdsløse. Manden mangler ikke humoristisk sans.

Og så er der ”velfærd”som ikke længere betegner borgernes trivsel, men indikerer derimod, i hvor høj grad borgerne har adgang til skatteyderbetalte, offentlige ydelser. I politikernes Newspeak er øget velfærd nemlig lig med øgede offentlige udgifter, selv om øgede offentlige udgifter oftest betyder mindre trivsel for de fleste borgere.

Når politikerne taler om en ”stram udlændingepolitik”, kan danskerne se frem til, at antallet af muslimske migranter bliver ved med at stige.

Når politikerne taler om ”kriminalitetstruede unge”, er der ikke tale om unge, der trues at kriminalitet, men muslimske unge, der udsætter etnisk danske unge for kriminalitet.

Når politikerne taler om ”integrationen”, bliver der ikke nogen integration, for hvorfor skulle de ledige muslimer arbejde, når de bliver betalt for ikke at lade sig integrere eller være aktive på arbejdsmarkedet?

Og hvad skulle de titusinder etniske danskere i øvrigt leve af, hvis integrationen faktisk blev en succes?

I juli 2019 sagde den nytiltrådte boligminister, Kaare Dybvad (S), til Politiken, at ”det skal være slut med at bruge ordet ’ghetto’ om de udsatte boligområder. Som minister vil jeg som noget af det første stoppe med at bruge ghetto som begreb. Når man har været derude og set folk kæmpe for at få tingene til at hænge sammen, er det tydeligt, at det påvirker dem at bruge det negative udtryk. Og jeg vil som minister ikke stemple dem”.

Men også i Venstre findes der politikere, der ikke kan lide ordet ghetto. ”Jeg er meget ked af, at vi har introduceret ordet ghetto. Det er et stigmatiserende ord”, har Preben Bang Henriksen, retsordfører for Venstre, udtalt.

Senest har Nick Hækkerup turneret med en påstand om, at tryghed er frihed, og at ”mere overvågning” derfor er lig med ”mere frihed”, mens Dybvad kalder ”tvangsfordeling af muslimske ballademagere på alle skoler” for ”fordeling af frihed”. Han vil ikke sige, at han vil skabe mere tvang, og derfor bruger han en orwellsk frihedsdefinition.

Jo mere indvandring, jo stærkere en statslig regulering er der nødt til at være, og den regulering gælder alle”, har Tesfaye sagt til Weekendavisen, mens Dybvad i sit interview med Berlingske forleden gav udtryk for, at ”vi alligevel har så meget tvang, at lidt mere ikke gør den store forskel”.

Danskerne må med andre ord afgive deres individuelle frihed for, at samfundet kan løse de problemer, som politikerne har skabt.

André Rossmann