Alle mennesker har brug for at blive behandlet med værdighed, og den 3. november 2022 kl. 13:00-14:30 indvier Mændenes Hjem resultaterne af de sidste to års renovering af huset i lille Istedgade.
Renoveringen af huset er gået over alt forventning. Efter knap to år kan Mændenes Hjem igen åbne dørene på Lille Istedgade for udsatte, hjemløse og mennesker med et massivt forbrug af narkotiske stoffer. Mændenes Hjem er placeret midt i Danmarks største åbne stofscene, og brugerne tilhører den måske mest udsatte gruppe borgere af alle.
Formålet med ombygningen var at skabe et værdigt, lyst, imødekommende og hjemligt døgnåbent tilbud til husets beboere og de 500-700 udsatte borgere, der dagligt bruger huset. For mange af disse besøgende er Mændenes Hjem det eneste pusterum i et kaotisk og meget udsat liv på gaden.
Formålet var desuden at skabe tidssvarende boliger samt robuste, fleksible og rummelige fællesarealer, hvor der er plads til både ro og aktivitet til husets beboere. Endelig var formålet at skabe en tryg og sikker arbejdsplads for vores medarbejdere, samt bidrage til at Mændenes Hjem opleves som en god og hensynsfuld nabo.
Vi er i mål. Vi er meget stolte over resultatet, og Mændenes Hjems bestyrelser og ansatte ser frem til indvielsen, hvor vi kan takke både fondene – Den A.P. Møllerske Støttefond, Augustinus Fonden, Aage og Johanne Louis-Hansens Fond og OAK Foundation Denmark, som tilsammen har bevilliget knap 100 millioner kroner til renoveringsprojektet, og Københavns Kommune som har bidraget ved at prioritere genhusning på Solterrasserne. Vi er taknemmelige over at få mulighed for at tilbyde vores brugere disse værdige omgivelser.
Mændenes Hjem er en selvejende institution, der har arbejdet med socialt udsatte mennesker siden 1910. Fra ejendommen i Lille Istedgade og flere andre adresser på Vesterbro driver vi en række social- og sundhedsfaglige tilbud efter aftale med Københavns Kommune. Med det nye hus kan brugerne komme ind fra gaden uden henvisning og kan få både langsigtet og akut hjælp som mad, rent og varmt tøj og et trygt sted at sove.
FAKTA | FONDSSTØTTE | DKK | |
PROJEKT | Renovering og udvidelse af hus | Den A.P. Møllerske Støttefond | 35.000.000 |
STED | Mændenes Hjem, Vesterbro i København | Augustinus Fond | 24.000.000 |
PERIODE | 2020 – 2022 | Aage og Johanne Louis-Hansen Fond | 21.500.000 |
ARKITEKT | Albjerg & Buchardt | Oak Foundation Denmark | 15.744.476 |
OMFANG | 2400 m2 | ||
KAPACITET | 45 værelser | ||
ANTAL BRUGERE | 500 – 700 dagligt |