Ligestilling i erhvervslivet er et marketingstunt

De tomme tønder buldrer mest. Der bliver klippet silkesnore, talt ligestilling og kåret bestyrelseskvinder. Men præcis hvor inkluderende er topmissionærerne selv, spørger brandingsekspert Esther Dora Rado i Berlingske.

Det går alt for langsomt med at få flere kvinder ind på de danske direktionsgange”, konstaterer Dansk Erhvervs direktør, Brian Mikkelsen, på LinkedIn. Men hvor mange kvinder er der i Dansk Erhvervs direktion? Én kvinde i direktionen, én kvinde i bestyrelsen og én kvinde i forretningsudvalget.

Brian Mikkelsen er imidlertid ikke en enlig svale, for store virksomheder udbasunerer, hvad der passer dem og gør det modsatte selv.

Axcelfuture, som var med til at holde Brians kvindekonference: Direktion: nul. Bestyrelse: en af ti.

PWC, som hvert år kårer årets bestyrelsesformand og er medstifter af Diversity Council. Direktion: nul kvinder. Bestyrelse: to kvinder af ni, hvoraf den ene er medarbejderrepræsentant.

Dansk Industri (DI) bør også være en rollemodel. Og de har udarbejdet råd til at få flere kvinder i topledelse. Af seks medlemmer af direktionen er én kvinde – og ud af 60 medlemmer af DI’s hovedbestyrelse er ti kvinder – dog er den ene sekretær.

Flere store advokathuse og revisionshuse afholder jævnligt arrangementer om bestyrelseskvinder, glasloft og lyserøde elefanter, men halter langt bagud selv. Ingen af dem har en kvindelig CEO eller bestyrelsesformand.

24NYT: Vi har ved flere lejligheder skrevet om, at det er en myte, at vi i Danmark har ligestilling. Bl.a. her, her og her.

De påståede ”kvindetiltag”, som virksomhederne udbasunerer for at markedsføre deres progressive holdninger i forhold til ligestilling, svarer til ”greenwashing” på klimaområdet.

Når virksomheder præsenterer 2050-klimamålsætninger, er der ofte tale om et marketingstunt, der høster hurtige klapsalver fra offentligheden, men som i bund og grund er en gratis omgang for ledelsen, der er over alle bjerge, når målene om 30 år skal indfries.

Det samme gælder dansk erhvervslivs promovering af ligestilling. Det er ikke andet end udspekulerede marketingstunts beregnet på at høste begejstrede klapsalver fra uvidende og naive danskere.

Kommentarer