Site icon 24NYT

Løfterne om grønne jobs er et fupnummer

Vindmølleproducenten Siemens Gamesa nedlægger 800 stillinger i Danmark. Beslutningen kommer som en del af selskabets seneste strategi, som bl.a. stiler mod en ”mere simpel og strømlinet struktur”, som Siemens Gamesa formulerer det. Der bliver således ikke flere, men færre grønne jobs i Danmark.

For dansk erhvervsliv har Danmarks klimamål været ensbetydende med gyldne løfter om investeringer og eksportmuligheder. Erhvervsledere har derfor jublet og heppet, hver gang politikerne løftede deres fælles klimamål eller fremlagde klimaplaner, strategier og lovforslag.

Den grønne omstilling er spået til at betyde mange flere job i Danmark. Dansk Energi har f.eks. forudset, at der samlet kan forventes at blive brug for 120.000 årsværk de næste ti år til udbygning af havvind og energiøer.

Virkeligheden er, at den grønne jobskabelse lader vente på sig. Selv om undersøgelser viser, at 35 pct. af danskerne mener, at omstillingen vil skabe flere job, går omstillingen ifølge Danmarks Statistik meget langsomt.

Antallet af job inden for det grønne område, herunder f.eks. miljøbeskyttelse eller produktion af grøn energi, er kun steget med ca. 16.300 fuldtidsbeskæftigede fra 2012 til 2019. Det svarer til, at andelen af grønne job er steget fra 2,8 pct. til 3,3 pct.

Skatteyderne og forbrugerne har i forvejen betalt et voldsomt milliardbeløb i direkte og indirekte støtte til opbygningen af den danske vindmølleindustri. Det folkelige bidrag er blevet tålt i forventning om et langsigtet afkast i form af vedvarende energi til kostpris samt et tusindtal af eksportarbejdspladser i en ny industri. Det er dog blevet ved løfterne.

Udviklingen i andre lande går også stik imod politikernes løfter om, at grøn omstilling vil skabe flere jobs. Ifølge Tysklands LO (DGB) er antallet af jobs inden for vedvarende energi (sol & vind) faldet fra ca. 300.000 i 2011 til ca. 150.000 i 2018. Nedgangen i antallet i jobs skyldes outsourcing til primært Kina.

Bundlinjen er, at den grønne omstilling ikke skaber job.

Når der gennemføres store investeringer i vedvarende energi, medfører det nemlig, at der i andre brancher gennemføres færre investeringer, som også kunne have skabt arbejdspladser og gavnet samfundet.

De grønne investeringer er kun en samfundsøkonomisk gevinst, hvis de skaber et større afkast, end den alternative brug af ressourcerne ville have gjort, mener Cepos.

Og tidligere overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen har udtrykt det således: ”Offentlig støtte skaber ingen nye job på langt sigt. Til gengæld har offentlig støtte betydning for, hvor jobbene bliver skabt”.

André Rossmann

Exit mobile version