I spørgsmålet om organdonation vil Sundhedsminister S. Løhde vende ”samtykkemodellen” på hovedet, dvs. den nu-eksisterende model, hvor borgeren i frihed og på eget etiske initiativ tilmelder sig et donorregister og siger ja til organdonation. Men nu skal denne model ændres til en model med ”aktivt fravalg” til organdonation. Hvilket betyder, at hvis borgeren ikke aktivt reagerer, for at bevare sin frihed, bindes han i donorregisteret hele livet ud.
Debatindlæg af Jens Kristian Bech Pedersen
Løhde udtaler til KD 13. februar 2024, at ”det er useriøst at påstå, at staten vil eje vores organer.” Hun tager fejl! Useriøsiteten og overgrebet – i forhold til borgerens frihed over for den totalitære sundhedsstat – ligger netop i, at staten med et totalomfattende donorregister vil fremtvinge borgerens stillingtagen i et etisk spørgsmål, der kun kan afgøres i borgerens fulde etiske frihed. En frihed, der slet ikke kan være frihed, uden at initiativet i denne frihed helt ligger hos borgeren, og helt basalt også omfatter den etiske mulighed og frihed, at borgeren forlader dette liv med alle sine organer i behold, netop fordi borgeren ikke ønskede at tage stilling.
Borgeren ejer sin egen krop! Hvad bilder Løhde sig ind, når hun kræver, at en borger skal tage etisk stilling til det, som borgeren allerede etisk ejer? Et sådant krav kan kun være et totalitært sundhedspolitisk angreb på borgerens etiske og kropslige integritet.
Men sådan tænker den sundhedstotalitære Løhde ikke. Hun tænker: Ingen borger skal have lov til at gå ud af dette liv uden at have taget stilling til organdonation. For staten vil fange en potentiel donor, mens tid er. Ingen borger kan fravælge at komme i registreret. Det er den totalitære stat, der tager ejerskab over borgernes kroppe og dybt personlige etiske beslutninger. Løhde stiller sig som en gud ved menneskets dødsport og forlanger en kropslig-etisk bekendelse af hver enkelt borger, førend hun lader det enkelte menneske forlade denne verden, i håb om at kunne konfiskere menneskelige overskudsorganer i dødstold fra borgeren. Men hvad kommer det Løhde ved, hvad en borger kropsligt vil tage med sig ud af denne verden? Og hvad kommer det Løhde ved, om en borger vil eller skal ofre livet og organerne til et andet menneske eller ikke vil det?
”En fælles opgave at give livet tilbage med organdonation,” siger Løhde. Nej, det er ikke en ”fælles opgave”, om en borger beslutter sig til – ud af sin gode vilje og etik! – at ville lade sin uafhjælpelige bevidstløshed ende med, at han lader sit bankende hjerte eller andre organer skære ud og derved endeligt ofrer livet for et andet menneske. Hvad bilder Løhde sig ind at påtvinge enhver borger i Danmark dette etiske spørgsmål: ”Vil du ofre dit liv og slukke livets lys for dig selv ved at give dine levende organer til et andet menneske?” Og hvis borgeren ikke svarer, og altså afviser at bøje sig for tvangsregistreringen, fordi borgeren ikke vil acceptere dette forsøg på etisk ansvarsfratagelse, da siger Løhde: ”Jeg formoder, at din tavshed betyder samtykke.” I dette ord ”fælles” ligger den sataniske krænkelse i dette etisk personlige spørgsmål om liv og død. I denne statslige ”fælles” donoraktivisme ligger det, at ”staten vil eje vores organer”, uanset hvor mange valgmuligheder donorregisteret stiller op, for at give det et skin af frihed.
”Vi har – og vil fortsat have – respekt for den enkeltes frie vilje og selvbestemmelse,” siger Løhde i AvisenDK 13. feb. 2024 (A-DK). Nej, hun har ingen respekt! For hun vil sætte enhver borger ind i det totale donorregisters tvungne etiske afgørelse. Og vil derefter principielt forudsætte, at ”den, der tier, samtykker.” Hun vil starte med at spærre alle borgere inde i dette koncentrationsregister. Så må det ifølge hende være op til den enkelte borger, om det lykkes ham at slippe ud i friheden i tide. Det vil sige: inden borgeren i sin dybe bevidstløshed er prisgivet og forsvarsløs over for Løhdes ”formodede samtykke.” Hvilket bombardement af etiske afgørelser for borgerens liv og død kunne Løhde så ikke med elektroniske registre hælde ud over hele befolkningen, og derefter triumferende råbe: ”De protesterede slet ikke!” Hun har ingen sans for, hvad der adskiller borgerlig frihed fra det totalitære samfund.
Når Løhde udsættes for en sådan kritik, ser hun ”den kritik som et forsøg på at afspore debatten” (KD). Men nej, det er Løhde, der er ”afsporet”, ja, afstumpet. Hun tager det etiske ansvar og den etiske frihed fra borgerne ved at tvinge dem alle ind dette koncentrationsregister. Dette er det centrale spor i debatten og kernen i Løhdes afstumpede projekt.
Løhde siger (A-DK), ”at en model med aktivt fravalg til organdonation kan bidrage til at lette situationen for pårørende til organdonorer, som dør en pludselig død.” Hvad mener hun med det? Mener hun mon, at når en borger ikke har foretaget ”aktivt fravalg” i donorregisteret, ja, så kan Løhde i princippet lette situationen for de pårørende og deres afgørelse ved med en løgnagtig formodning at sige, at den pludseligt døde nærmest har sagt ja til organdonation. For ikke sandt: Den, der tier, samtykker. Altså den bevidste ignorering af de etiske forudsætninger, beslutninger eller ikke-beslutninger, som den pludseligt døde eller hjernedøde person selv lagde som grund for sit liv og sin død. Staten overtager kroppen og organerne ved hjælp af sundhedsstatens totalitære etik, der i dødsøjeblikket skal knuse borgerens personlige etik. De pårørendes inddragelse er kun en sidste hindring, som staten skal overvinde, for at give det skin af, at borgernes frihed er intakt.
Dette sidste er som sagt blevet kaldt ”formodet samtykke.” Altså netop ikke et samtykke, der er givet eksplicit, positivt og aktivt på borgerens eget frie initiativ mhp organdonation. Men et samtykke, der er hentet ud af den blå luft, og som man anvender til at begrunde og forskønne statens overgreb mod borgerens etiske og kropslige integritet. Når en borger aldrig i sit liv på eget initiativ har givet et aktivt og positivt samtykke til organdonation, ville det mest respektfulde og redelige over for borgeren være at opfatte hans holdning som ”formodet afvisning” af at lade ham dø ved at skære levende organer ud af hans krop. Det kan ikke være anderledes, end at staten og Løhde med princippet ”formodet samtykke” vil skjule overgrebet og den statslige konfiskering af den døende borgers organer.
Netop for at undgå forbryderiske overgreb i seksuelle straffesager vedtog Folketinget for et par år siden den såkaldte Samtykkelov. I loven er der krav om, at ”parterne af egen frie vilje skal samtykke” Ja, netop: Af egen fri vilje! Passivitet og tavshed over for seksuel påtrængenhed kan ikke i sig selv begrunde eller formodes at være samtykke. At udnytte passivitet og tavshed og kalde dette ”formodet samtykke” er i sig selv en forbryderisk undskyldning for overgreb mod en borgers kropslige og personlige integritet og sikkerhed. Når dette er det etiske og retlige princip i seksuelle sager, hvordan kan man så i organdonationer ganske letfærdigt lade ”formodet samtykke” begrunde kropslige overgreb mod uhjælpeligt bevidstløse mennesker, der ikke har givet nogen antydning af samtykke?
”Aktivt tilvalg” er det princip, hvormed frie, demokratiske samfund lader al initiativ i politisk og etisk stillingtagen ligge hos og udgå fra borgeren selv. ”Aktivt fravalg” er det princip, hvormed et totalitært samfund strangulerer sine borgeres etiske initiativ og frie politiske stillingtagen.