Løkke og hans blakkede moral

Det er ikke noget problem, at folketingsmedlemmer eksempelvis er landmænd ved siden af jobbet på Christiansborg. Det er derimod problematisk, at tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal være rådgiver i et advokatfirma, mens han modtager fortrolige oplysninger og påvirker lovgivningen som folketingsmedlem. Det mener Socialdemokratiet.

Det kræver et meget veludviklet moralsk kompas og meget høj etisk standard at undgå kasketforvirring i den situation, som Lars Løkke har bragt sig i”, siger partiets politiske ordfører, Jesper Petersen (S).

Rent formelt er der ikke problemer i, at Løkke har et rådgiverjob ved siden af sit folketingsmedlemskab og pladsen i Udenrigspolitisk Nævn. Men Løkke sidder i Udenrigspolitisk Nævn, hvor han får fortrolig information om Danmarks udenrigspolitik og geopolitiske problemstillinger.

Det store spørgsmål er, om man kan stole på, at Løkke ikke vil dele fortrolige oplysninger med Gorrissen Federspiels kunder.

Løkke selv mener, at der ikke er noget galt med hans moralske habitus og kompas. Og dog.

Løkke har gennem årene været centrum for betændte personsager, der skyldes hans dårlige personlige dømmekraft. Der var således rod med bilag på smøger, hotelovernatninger under navnet Jensen, flyveture på 1. klasse til Asien og tilbage, ophold på dyre hoteller betalt af miljøorganisationen CGGI, et sommerhusophold på en gavmild storfiskers regning, habitter for 160.000 kr. betalt af Venstre, LøkkeFonden og meget andet.

Vælgerne har således et billede af en tidligere statsminister og Venstre-formand, der har beriget sig selv. Som erfaren og professionel politiker burde Løkke have vidst, at sagerne kunne få de konsekvenser, de fik. Selv med bind for øjnene skulle han have set for sig, at ingen af sagerne kunne tåle at komme på forsiden af Ekstra Bladet. Han har været 30 år i politik, så man burde måske kunne forvente, at hans dømmekraft var i top. Men det er den ikke.

Kan man så forvente, at Løkke i sin nye rolle vil udvise god dømmekraft og høj etisk standard? Døm selv.

André Rossmann