Site icon 24NYT

Louis Vuitton-sag: Varemærkerettigheder var altafgørende

Det skulle vise sig at være en større kamp end forventet, da iværksætter og skodesigner Roberto de Majo, på vegne af sit selskab Rich-Ycled, i november 2018 besluttede at stævne det franske modehus Louis Vuitton. Roberto de Majo ønskede, at Louis Vuitton anerkendte hans ret til, med sit varemærke Rich-Ycled, at genanvende materialer fra modehuset. Louis Vuitton svarede igen med et erstatningskrav og fik vendt sagen til en krænkelsessag, da det genanvendte materiale viste sig at være varemærkeforfalsket.

Dommen blev mandag afsagt i Sø- og Handelsretten, hvor Rich-Ycled blev pålagt at betale Louis Vuitton 75.000 kr. Sagens udfald vidner om, at det er væsentligt for alle virksomheder – såvel nystartet som etablerede – at have styr på sine varemærke- og designrettigheder.

Ved stævningen i november 2018 anså Roberto de Majo det ikke som et problem at anvende Louis Vuittons materialer, da der tydeligt var tale om genanvendelse. Men da de omtvistede sko efter en nærmere undersøgelse viste sig at være varemærkeforfalskede produkter, ændrede sagen karakter.

”Kopivarer kan have en betydelig ødelæggende effekt på en virksomheds image. Det er derfor helt afgørende at have styr på sine varemærker­ettigheder. Sagen er et godt eksempel på en virksomhed, der har styr på sine rettigheder. Der bliver på intet tidspunkt stillet spørgsmålstegn ved Louis Vuittons rettigheder i sagen, da de har en solid række registreringer i ryggen,” siger Hannah Holm Olsen, varemærkechef i Patent- og Varemærkestyrelsen.

Louis Vuitton er indehaver af en lang række varemærker registreret inden for beklædning og sko, og gyldigheden af Louis Vuittons varemærke og designrettigheder er derfor ubestridt. På verdensplan udgør modehusets immaterielle rettigheder ca. 10.000 rettigheder, hvoraf flere er velkendte.

”Hvis man som virksomhed ikke har et registreringsgrundlag skal det i en retssag jo først afklares, om den krænkede overhovedet har immaterielle rettigheder, som kan krænkes og i givet fald, hvornår de er opstået. Registreringsgrundlaget i denne sag, gør det jo noget lettere at håndhæve sine rettigheder. Dommen er et godt eksempel på, hvor brugbart det er at have sine rettigheder i orden i en sag om kopiering,” siger Hannah Holm Olsen.

Exit mobile version