Af Peter Andreas Fog, bestyrelsesmedlem i Trykkefrihedsselskabet
Siden industrialisten Elon Musk købte Twitter, som nu hedder X (jeg vil i resten af artiklen fortsætte med at kalde det Twitter, fordi der endnu ikke er fundet et ord for ‘tweet’), er han i offentligheden forvandlet fra at være en helt, der gjorde klimavenlige el-biler sexede med sine Teslaer, til at være en kontroversiel og suspekt person. Årsagen er hans forsvar for ytringsfriheden.
Som jeg har skrevet om tidligere, gav Musk en række uafhængige journalister lov til at se noget af Twitters interne korrespondance og her blev det tydeligt, hvorledes man havde censureret brugerne og således påvirket den offentlige debat. Men det var ikke blot Twitters egne censorer, eufemistisk kaldt moderatorer, der censurerede efter deres tidstypiske venstreorienterede meninger. Twitter censurerede villigt på vegne af staten, som efterretningsvæsenet, primært FBI, havde bygget et intenst samarbejde op med alle de sociale medier. Flere fremtrædende Twitter ansatte havde endda en ‘fortid’ i FBI og CIA. Hvis det ikke var i USA, ville man kalde det systematisk censur af systemkritikere.
Og systemet blev straks pikeret af Elon Musks insisteren på ytringsfrihed, som David Sacks gjorde opmærksom på:
Allerede udpeget af præsident Biden, som en, hvis forretninger burde ses efter i sømmene, sagsøgt af Bidens justitsministerium for at ansætte for mange amerikanere [frem for migranter], efterforsket af endnu en styrelse for angiveligt at have bygget et ulovligt hus på Tesla, boykottet og anklaget for antisemitisme af ADL for ikke at opretholde tidligere præsident Trumps udelukkelse fra X.com [Twitter], er han persona non grata på de etablerede medier (der konkurrer med X for opmærksomhed og indflydelse) oǵ Demokraternes allierede, som ser ytringsfrihed som en trussel.
“[Elon Musk] synes at have sit eget syn på virkeligheden” sagde Leland Vittert forarget, som han underholdt ideen om at Musk var upatriotisk for ikke at have givet Ukraine endnu mere adgang til sine Starlink ydelser, end han allerede havde frivilligt givet. “Elon stood up to the Washington War Uniparty and now they want revenge” konkludedrede Collin Rugg modsat.
Anti Defamation League, ADL, er en ældgammel interesseorganisation, der har som sit mål at sikre primært jøder, fra at blive diskrimineret. Som tiden er gået, er det blevet en selvbærende forretningsmodel, der nu grundlæggende afpresser virksomheder ved at true med boykot-kampagner, hvis ikke man donerer penge til ADL. Eller, som ved de sociale medier, lader ADL stå for en del af indholds-moderationen – det, som vi andre kalder censuren.
Dens nuværende direktør, Jonathan Greenblatt, er et politisk aktivistisk menneske, der angriber alle Demokraternes modstandere med beskyldninger om antisemitisme, som Andrea Widburg beskrev det i American Thinker. Musk overtagelse af Twitter og den medfølgende trussel om mere ytringsfrihed, var en trussel mod Demokraterne. Beskyldninger om, at Twitter oplevede en eksplosion i ‘hadtale’ og antisemitisme, skræmte mange annoncører væk, hvilket førte til enorme tab i reklameindtægter. Det samme skete for Facebook for et par år siden, skrev Politico i en lang og interessant artikel. At det ikke var sandt fandt ingen vigtigt.
Der er mange af den slags afpresnings-organisationer, som Jack Posobiec mindede om og nævnte i flæng ”Brock’s Media Matters, Color of Charge, Center for Countering Digital Hate, GLAAD, MoveOn, Podesta’s CAP”, men ADL er førende i “Stop Giftige Twitter”-koalitionen. Og den slags vil Musk ikke finde sig i, så han overvejer at sagsøge ADL, for alle de penge, han har tabt, som annoncørerne er flygtet af frygt for at blive associeret med hvad der nu er oppe i tiden af fobier.
“Et raskt lille ‘data dump’ skulle friske det hele op” truede Musk drillende. Men indtil det sker, og såfremt det sker, skal Musk lokke annoncørerne tilbage med løftet om, at Twitters ytringsfrihed ikke betyder mere racisme eller anden hadtale på platformen. Til det har han foruroligende hyret Linda Yaccarino. I april i år interviewede Yaccarino Musk, hvor hendes vision for, hvorledes virksomheder kunne finde deres kunder på Twitter, stred imod Musks insisteren på ytringsfrihed.
Yaccarino: Jeg vil være specifik om påvirkning. Det er mere et åbent feedback-loop for reklame-eksperterne her i salen, at hjælpe med at udvikle Twitter til et sted hvor de vil være begejstrede for at investere mere, produktudvikle. Tilføj sikker indholdsmoderation. Det er, hvad påvirkning er.
Musk: Jeg tror… Det er cool at sige at du gerne vil have at annoncer skal optræde bestemte steder på Twitter og ikke andre steder. Men det er ikke cool at prøve at sige hvad Twitter skal gøre. Og betyder det et tab i annonceindtægter, så må det være således.
Yaccarino: Så Twitter 1.0 [Twitter før Musk] havde et ganske befolket og meget elsket Påvirknings-råd. Jeg tror vi bliver nødt til at ændre det navn, Musk kan ikke lide at blive påvirket. Men det var virkeligt et tilbagevendende feedback-loop for dine nøgle-investorer, dine annoncører, hvor de havde gentagen adgang, eller ville have gentagen adgang til dig. Vil du forpligte dig til at genindføre det rådgivningsorgang, som skal navngives senere?
Musk: Altså, jeg mener ikke der skal være et ‘påvirkningsråd’. Jeg vil være varsom med at skabe et backlash i offentligheden for hvis folk får opfattelsen af at deres meninger afgøres af et lille antal marketingfolk i Amerika, så vil de blive lidt, tror jeg, oprørte over det.
Yaccarino taler om at flytte Twitter over til at blive annoncørernes platform for deres kunder, frem for brugernes platform, som annoncørerne har adgang til. Musk vil fastholde Twitter, som først og fremmest brugernes sted, som det store forsamlingshus, eller ideernes markedsplads om man vil. Men Yaccarino forstod ikke, hvad Musk mente med, hvad der var cool og ikke cool. Som hun forklarede til investorerne, da hun først var blevet ansat, som Twitters daglige chef var indholds-moderationen, altså censuren, tilbage på Twitter. Hun har blot givet det et andet navn
Vi har bygget et varemærkesikre og indholdsmodererende værktøjer der ikke eksisterede før i dette firma. Og vi introduceret en ny politik specifikt adresseret hadtale, kaldet ytringsfrihed, men ikke udbredelses-frihed. Så hvis du tweeter noget der er ulovligt er du ude. Nul tolerence. Men mere vigtigt, hvis du tweeter noget der er lovligt men væmmeligt, så bliver du markeret.
Du bliver markeret, du bliver dæmpet, hvilket betyder at de tweet ikke kan deles, og der bliver helt sikkert lukket for din indtjening.
At hindre folk i at tjene penge på det indhold de deler på nettet, er at have hånd og halsret over alternative medier. Det primære eksempel i tiden er den tidligere britiske komiker Russell Brand, der netop har mistet indtjeningsmuligheden på sin kanal på Youtube. Baggrunden er, at en kommende dokumentarfilm fra ITV har opsporet nogle kvinder, der har følt sig seksuelt krænket af Brand, dengang han levede et særdeles udsvævende liv. Krænkelserne skulle være sket for mere end ti år siden og de er ikke fremsat overfor politiet. Men beskyldninger er i sig selv væmmelige, og det er nok.
Skræmmende nok, har den engelske regering skrevet til Youtubes direkte konkurrent Rumble og bedt dem følge trop. Brands bedriver ud over politiske analyser og kommentarer også mediekritik og advokerer stærkt for ytringsfrihed. Så det er et etableret og konkurrerende medie, der sammen med den engelske regering forsøger at kvæle Brands forretningsmodel.
Men det er ikke kun Yaccarino, annoncørerne, idealistiske unge mennesker i sociale medier, efterretningstjenesterne, de etablerede medier og politikerne, der kvæger sig ved den dissens ytringsfriheden medfører. Det gør den etablerede presse også. “Nu skal vi på at se, hvor mange der troede på Brands anti-’mainstream medie’ halløj” skrev Guardians medieredaktør Jim Waterson, som gouterede man sex-krænkelser ved at dele politiske holdninger med Brand. Eller også er det en freudiansk fortalelse, at den etablerede presse føler sig seksuelt krænket af modspil?
Ligesom ADL har en forretningsmodel, har Elon Musk det selvfølgelig også. Derfor er det ikke blot urimeligt, at Musk skal være et bolværk for ytringsfriheden, det er ganske uhensigtsmæssigt. Det borger ikke godt for ytringsfriheden på Twitter, der er det vigtigste sociale medium for den politiske debat i USA, at den fungerende chef Linda Yaccarino opfatter ytringsfrihed som muligheden for at ytre sig, blot man kan sikre sig, at ingen kan høre dig.
Men det er stadig Musk, der ejer Twitter og som forretningsmand, ser han måske at ytringsfriheden er en indtjeningsmulighed. Da den politiske kommentator Tucker Carlson blev fritstillet fra Fox News, hvor han var den mest populære vært, blev han selvstændig kommentator på Twitter. Tucker Carlson er ligesom Russell Brand en stor kritiker af det politiske etablissement i USA og af mediebilledet. Derfor betegnes han ligesom Russell Brand, som kontroversiel og også han blev forsøgt associeret til sexkrænkelser – et helt håbløst forsøg. Men på sin første optræden på Twitter, hvor man nu kan lave video-transmissioner, nåede han i løbet af godt et døgn ud til ti gange flere seere, end han havde, da han arbejde for Fox. Folk der har noget på hjerte, er trods alt mere interessante at lytte til.
De etablerede medier ønsker ikke censur af dissens af gammel vane, de ønsker det af frygt.