Luderlandet på et hyklerisk korstog i Polen

Europa-Parlamentet vedtog 24. juni en betænkning, som fastslog, at den polske regerings indblanding i adgangen til prævention, fertilitetsbehandling og abort udgør brud på menneskerettighederne. Og derfor bør Danmark hjælpe polske kvinder til abort, skriver Berlingskes chefredaktør Mette Østergaard i en leder. Hvorfor skulle Danmark gøre det? Fordi den polske regeringsbeslutning kræver modsvar. Danmark må træde til som forkæmpere for disse kvinders rettigheder og hjælpe. Ved klare brud på menneskerettighederne skal Danmark stå som en ledestjerne. Vi lader den stå et øjeblik: Fordi Danmark skal stå som ledestjerne.

Virkeligheden er, at det, der går som rød tråd gennem Danmarks historie, er kræmmermentalitet, ussel eftergivenhed, hykleri og mangel på moral.

Under den 2. verdenskrig var Danmark således Nazitysklands næststørste handelspartner og bevarede fulde diplomatiske forbindelser til landet frem til den 5. maj 1945. Den danske regering godkendte udstationering af en division danske elite-SS-tropper til Østfronten og sendte 100.000 danskere til Tyskland som gæstearbejdere i rustningsindustrien. Danske entreprenører byggede bunkere for besættelsesmagten, og dansk landbrug eksporterede fødevarer til Tyskland og fungerede i realiteten som Hitlers spisekammer. Fiskerne fra Gilleleje har tjent styrtende med penge på at sejle danske jøder til Sverige. ”Hvis resten af verden havde tænkt som de danske samarbejdspolitikere, ville Hitler have vundet krigen og Europa været nazistisk”, har Anders Fogh Rasmussen sagt til Berlingske.

Polens historie er i modsætning til Danmarks historie præget af en beundringsværdig heroisme. Over for det heroiske Polen står det æreløse, defaitistiske og opportunistiske Danmark, som ”hygger sig i smug”, mens andre, ikke mindst USA, må ofre velstand og menneskeliv for at forsvare de såkaldte danske værdier.

Skiftende danske ministre har gennem årene sat eksportordrer over menneskerettigheder. Tænk blot på Poul Nyrup, som ikke ville mødes med forfatteren Salman Rushdie, og skiftende statsministres kvaler med at mødes med den tibetanske åndelige leder, Dalai Lama. Fetaost og lukrative eksportordrer har hver gang vejet tungere end menneskerettigheder. Den 7. juni 2012 fik den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt et notat om Kinas anvendelse af bl.a. dødsstraf, tortur og overgreb på etniske mindretal. En uge efter indgik Danmark og Kina handelsaftaler for 18 mia. kr.

Ledestjerne-landet Danmark har et udmærket handelssamarbejde med en lang række tyranniske regimer, inklusive Saudi Arabien. I 2016 deltog kronprinsparret i et erhvervsfremstød i Saudi Arabien. Blandt virksomheder, der er til stede på det saudiarabiske marked, er Arla, Grundfos og Novo Nordisk. De skilter ellers med deres CSR.  I forbindelse med kongehusets deltagelse i bemeldte erhvervsfremstød udtalte Kristian Jensen (V): ”Det nytter ikke noget at sidde hjemme i Danmark og pege fingre ad de gruopvækkende menneskeretsforhold i Saudi-Arabien. Man forandrer ikke verden hjemme fra sin sofa”. Saudi-arabiske ordrer vejede ganske enkelt tungere end hensynet til menneskerettigheder.

Alle kan sikkert huske, at den moralske forargelse var gigantisk i Danmark, da den tidligere amerikanske præsident, Donald Trump, i kølvandet på mordet på den saudiarabiske journalist Jamal Khashoggi har nægtet at indføre sanktioner mod Saudi-Arabien og sætte en prop i det amerikanske våbensalg til landet. I 2019, kun 9 måneder efter drabet på Khashoggi, oplyste Vestas i en fondsbørsmeddelelse, at selskabet havde fået en ordre på 415 megawatt (MW) til Saudi Arabien, hvor selskabet skal levere og installere 99 møller af typen V150-4.2. Danmarks moralske forargelse har således kun holdt i 9 måneder.

I 2019 kom de første større afsløringer af, at muslimske uighurer, kasakhere og andre etniske minoriteter blev holdt fanget, tortureret og indoktrineret i lejre i Xinjiang-provinsen, men det fik ikke PFA, Industriens Pension, Pensiondanmark, Danica, Velliv og Pensam til at sælge ud af kinesiske statsobligationer, skrev Børsen. Pensiondanmark ønskede ikke at stille op til et interview, men skrev i en mail: “Kina er en af Danmarks største samhandelspartnere, og vi mener ikke, at en eksklusion af Kina som land er en relevant mulighed.”

I februar 2021 har Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod meldt ud, at han vil stå i spidsen for en værdibaseret udenrigspolitik, der i langt højere grad skal bygges på værdier som demokrati, menneskerettigheder og lighed, men hans virkelige kurs over for Kina består ikke lakmusprøven. Da Ted Hui, en demokratiforkæmper fra Hong Kong, kom til Danmark, nægtede Kofod at mødes med ham. ’Det ville gøre den diplomatiske vej svær overfor Kina for at sige det mildt. Det er der ingen tvivl om’, forklarede Kofod.

I marts 2021 skrev Adam Holt følgende i Berlingske: ”Jeg har før på denne plads undret mig over den mildest talt inkonsekvente kurs, vi udviser over for verdens autoritære ledere og diktatorer. De skal tilsyneladende opgøres i A- og B-hold, afhængig af, hvor vigtige de er for vores eksportmuligheder og indtjening til statskassen. Kan vi virkelig fastholde illusionen om at være moralsk ophøjede, når vi allerede i realpolitikkens navn samarbejder med regimer, der dagligt krænker samtlige de menneskerettigheder, vi bryster os af at holde i hævd? Kina, som udøver etnisk udrensning imod uighurerne, opviser attraktive vækstrater; Saudi-Arabien, som fører an i den brutale krig i Yemen, sikrer vores oliereserver; og Tyrkiet, som undertrykker kurderne, holder millioner af syriske flygtninge ude af Europa. Vi har diplomatisk repræsentation i disse tre lande og sender gerne politikere og erhvervsdelegationer afsted for at sikre os, at samarbejdet består”.

I maj 2021 skrev Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, følgende i en leder: ”Allerede i 2008 kunne man spørge, om den danske iver for at tækkes Kina reelt dækkede over kynisme eller naivitet. Bundlinjen var i hvert fald, at vi så igennem fingrene med overtrædelser af menneskerettighederne i et uhyggeligt repressivt politisk system for at komme med på et nyt erhvervseventyr, og siden er det moralske regnestykke bare blevet værre. Men vi mangler et resolut opgør med den tilpasningspolitik, som det strategiske partnerskab har været udtryk for, og som et bredt flertal i Folketinget har bakket op om”.

I anledning af det nyligt afholdte Europamesterskab i fodbold skrev Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokratiets LGBT-ordfører, følgende i Berlingske: ”Hvor er kritikken af Aserbajdsjan, der ligesom Ungarn også huser en del af kampene i EM-slutrunden. Det land hedder Aserbajdsjan. Og dér skal Danmark spille fodbold på lørdag. Udover at Aserbajdsjan hører til et verdens mest korrupte lande (nummer 129 ud af 179), myrder kritikere af styret, har børnearbejdere, bruger jihadister i deres hær, som lige har overfaldet nabolandet Armenien, hvor de begik alvorlige krigsforbrydelser, ja, så er Aserbajdsjan også blevet kåret som Europas værste land for LGBTQ+-personer (nummer 49 ud af 49). De bliver fængslet, tortureret og voldtaget”.

De mange danske angreb på Polen og Ungarn viser, at Danmark er særdeles selektiv og hyklerisk, når det gælder andre landes overholdelse af menneskerettigheder. Danmark opfører sig i virkeligheden som et lille venligt luderland. Og det er alt andet end ledestjerne.

André Rossmann