Lufthavnstilsyn: 21 undersøges for mistanke om socialt bedrageri

Passagererne på fire fly tjekket for socialt bedrageri ved genindført lufthavnstilsyns første kontrol. Flere personer skal nu undersøges for snyd.

21 passagerer på overførselsindkomst skal nu have tjekket, om de ulovligt modtog offentlig forsørgelse, mens de var i udlandet. Det står klart efter, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering mandag var på lufthavnstilsyn i Københavns Lufthavn. Passagerer på i alt fire fly blev undersøgt efter ankomst til København.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger:

– Får man offentlig forsørgelse, skal man stå til rådighed og kan ikke bare tage på ferie i udlandet, når man vil. Det synes jeg er rimeligt, og derfor skal det også være sådan, at det har konsekvenser, hvis man alligevel rejser, for det er socialt bedrageri, og det kan vi på ingen måder acceptere. Derfor er det godt, vi nu igen har indført lufthavnstilsynet.

– Regeringen er helt generelt optaget af, at man får en sanktion, hvis man modtager offentlig forsørgelse og ikke lever op til reglerne. Vi er derfor også på vej med et udspil, der skal forenkle reglerne om rådighed og sanktioner på kontanthjælpsområdet, så kommunerne mere effektivt og konsekvent kan sanktionere dem, som uden rimelig grund ikke står til rådighed.

Det er regeringen og Dansk Folkeparti, der står bag aftalen om at genindføre lufthavnstilsynet.

– Jeg er glad for, at vi har genindført lufthavnstilsynet. Vi ved fra sidst, at det virker, og det indgår på den vis naturligt i den samlede indsats for at gøre det mere besværligt for dem, der vil snyde. Det har en betydning, at der er også er en fysisk kontrol i vores lufthavne.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)