I store dele af offentligheden betragtes de humanistiske discipliner med skepsis, siger historiker og direktør for museet M/S Søfart, Ulla Tofte, til Berlingske.
Det skyldes, at i 1970’erne og 1980’erne blev munkemarxistiske og senere socialkonstruktivistiske og postmodernistiske teorier ophøjet til ortodoksi på mange humanistiske institutter. Humaniora blev hijacket af venstreradikale dagsordener med tab af anseelse i den brede offentlighed til følge.
Den situation man har i dag, er skabt af politikerne. Dels er der nogle politikere og økonomer, der siger, at vi skal investere i humankapital, hvilket vil føre til højere produktivitet. Og dels er der et argument, der handler om, at man skal bruge universitetet som social ingeniørkunst til at bryde den sociale arv. De to argumenter gør, at man indgår politiske aftaler, som fører til masseuniversitetet.
”Universiteterne har optaget for mange kandidater, ikke mindst på humaniora. Der bliver uddannet for mange. Og der bliver også uddannet for dårligt. Som aftager af cand.mag.’er må jeg også sige, at hele magister-pølsemaskinen har avlet en masse sløje humanister, der ikke kan bruges til noget”, siger Ulla Tofte.
Universiteterne optog så mange, som man overhovedet kunne, fordi politikerne belønnede universitetet for at få dem igennem systemet. Politikerne belønnede ikke for at producere den rigtige type uddannelse. De har alene haft fokus på kvantitet og antallet af beståede årsværk. Hele diskussionen om, hvad en uddannelse skal rumme, både kvalitativt og i forhold til arbejdsmarkedet, er der ingen, der interesserer sig for”, siger hun.