Site icon 24NYT

Mand afgået ved døden efter overfald

Politiet vil gerne høre fra alle, der har viden om et voldeligt overfald natten til søndag.

 

En 56-årig mand fra Kalundborg blev natten til søndag fundet hårdt kvæstet af skader fra et voldeligt overfald. Manden blev fundet af politiet ved fem-tiden i et grønt område kendt som Loch Ness øst for Kalundborg. Manden var på det tidspunkt fortsat i live men afgik ved døden kort efter.

Politiet har siden været tilstede i området med efterforskere og kriminalteknikere og med støtte fra Beredskabsstyrelsen. Politiet arbejder nu blandt andet på at fastlægge mandens færden i timerne op til, at han blev fundet.

”Vi er lige nu ved at undersøge området grundigt for spor. Der er ikke nogen tvivl om, at manden har været udsat for et alvorligt overfald. Men der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål. Derfor vil vi meget gerne høre fra alle, der var tilstede i Loch Ness-området lørdag aften og natten til søndag. De må meget gerne henvende sig til os snarest muligt”, siger politikommissær Michael Robdrup Andreassen fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Den afdøde er grønlandsk af udseende, og politiet vil gerne høre fra vidner, der kan fortælle noget om mandens færden i timerne op til, at han blev fundet, eller som i øvrigt mener at have set noget mistænkeligt i nat andre steder i området ved Kalundborg, Istebjerg og Tømmerup.

”Derfor må folk i området, der har videoovervågning, også gerne sikre optagelserne og eventuelt se dem igennem og kontakte os, hvis de ser noget, der kan have politiets interesse”, siger Michael Robdrup Andreassen.

Folk, der ønsker at komme i kontakt med politiet, kan ringe 1-1-4.

Exit mobile version