Mand dømt for at besidde oversavet jagtgevær

En 42-årig mand fra Randers blev fredag idømt ubetinget fængsel i to år og tre måneder for at have været i besiddelse af et oversavet jagtgevær, som blev fundet i en taske i vejkanten.

Det var i maj sidste år, at en medarbejder fra Vejdirektoratet fandt en sportstaske med geværet ved Nordjyske Motorvej omkring Randers NV. Ud over skydevåbnet lå der også en del ammunition i tasken, og politiet gik nu i gang med et større opsporingsarbejde for at finde frem til, hvordan geværet var havnet i grøften.

Det lykkedes at finde frem til den oprindeligt registrerede ejer af geværet, og politiet kom i kontakt med yderligere to personer, som havde haft geværet, før det blev savet over. Alle tre viste sig at være jægere, der havde brugt våbnet til jagt.

 

Til sidst nåede efterforskerne frem til den 42-årige mand, og hans dna viste sig at sidde på en plasticpose, der lå i tasken. Den 42-årige, der ikke har jagttegn, fortalte i retten, at han havde købt geværet oversavet, og at han ikke vidste, hvordan det pludseligt var havnet i vejkanten.

 

Uforsigtighed var skærpende

Retten fandt det ikke bevist, at den 42-årige selv havde smidt sportstasken med våbnet, men han blev dømt for at have været i besiddelse af et skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.

”Retten vurderede, at det var særligt skærpende, at han havde opbevaret et farligt, ulovligt skydevåben så skødesløst, og at hans uforsigtighed var med til, at det endte på et offentligt frit tilgængeligt sted. Den 42-årige har ikke tidligere domme i lignende sager, og den her sag er et eksempel på, hvor alvorligt retten ser på besiddelse af skydevåben, ” siger specialanklager i sagen Jan Østergaard.

LÆS OGSÅ:  Aggressiv kunde anholdt

En søn til den 42-årige blev i februar dømt for kortvarigt at have været i besiddelse af skydevåbnet, mens det har ligget på farens adresse.

Den 42-årige ankede dommen til formildelse.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)