En patrulje fra Østjyllands Politi blev mandag omkring kl. kl. 14.30 sendt til en beboelsesejendom i Randers NØ, hvor en ukendt mand angiveligt skulle være i færd med at bryde ind i en lejlighed ved at have forsøgt at skære døren op med en vinkelsliber.
Ifølge anmeldelsen til Østjyllands Politi skulle den pågældende person desuden være bevæbnet med en pistollignende genstand, og ved politiets ankomst til stedet traf betjentene hurtigt en mand, der passede på signalementet.
Den pågældende person – en 39-årig mand – blev skønnet rolig, men påvirket, og han blev ilagt håndjern uden større dramatik. Under en efterfølgende visitation blev han fundet i besiddelse af en vinkelssliber og en luftpistol, som begge blev beslaglagt.
Ifølge mandens forklaringer havde han ikke forsøgt at begå indbrud, men derimod at komme ind i lejligheden for at tale med stedets beboere, som han angiveligt havde et udestående med. Han blev derfor sigtet for hærværk og anholdt.
Den 39-årige mand blev desuden sigtet for at have været i besiddelse af en luftpistol på et offentligt tilgængeligt sted uden et anerkendelsesværdigt formål.