Mand ramt af skud – i kritisk tilstand

En 29-årig mand blev torsdag aften ramt af skud under et slagsmål på gaden i Brabrand. Han er nu indlagt på hospitalet i kritisk tilstand.

Østjyllands Politi fik kl 23.04 en anmeldelse om, at blev affyret skud på Inger Christensens Gade ved Gudrunsvej i Brabrand, og at en person var blevet ramt. Flere patruljer kørte til stedet, men da de kom frem, var episoden overstået.
Det viste sig, at den 29-årige var kørt til skadestuen. Her ventede politiet, der anholdt fem mænd, som ankom sammen den sårede mand. Alle fem, der er mellem 20-27 år blev anholdt, men de vil formentligt blive løsladt, når de er blevet afhørt, da der umiddelbart ikke er grundlag for at sigte dem i sagen.

”Vi tager det særdeles alvorligt, når der bliver affyret skud på åben gade, og derfor har vi også sat alle sejl ind for at opklare sagen hurtigst muligt. Vi har i løbet af aftenen og natten afsøgt gerningsstedet, vi har foretaget ransagninger og adskillige afhøringer, og vi er i fuld gang med efterforskningen for at finde ud af, hvad der præcist er sket, og hvem der var involveret. Men det er endnu for tidligt at konkludere, om det er banderelateret, eller om der ligger et personopgør bag, ” siger politiinspektør Jesper Bøjgaard Madsen.

Fredag omkring kl. 15.00 kører Østjyllands Politis mobile politistation til Brabrand, hvor de lokale borgere kan få en snak med betjentene.

LÆS OGSÅ:  Skyderi i Vollsmose skyldes "internt opgør", men politiet

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, som har set skudepisoden, eller som har oplysninger, der kan føre til gerningsmændene. Har du oplysninger kan du ringe på tlf. 114 eller henvende dig til den mobile politistation eller en anden politistation.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)