Slog mand i tindingen og truede ham på livet
En 45-årig mand anmeldte i går, at han var blevet udsat for vold, da han i forbindelse med arbejde var ved at aflevere en maskine på en byggeplads på Jægergårdsgade i Aarhus.
Den 45-årige forklarede, at kl. 7.30 blev opmærksom på en mand, som stod og kiggede ind ad vinduet til hans bil. Da den 45-årige råbte manden an, blev han vred og kom helt tæt på.
Den 45-årige forsøgte at skabe afstand med sin hånd, men før han havde set sig om, blev han tildelt et knytnæveslag i tindingen. Herefter truede manden den 45-årige på livet for derefter at gå sin vej.
Der gik dog ikke mange sekunder, før manden vendte retur og truede den 45-årige endnu en gang, samtidig med han sparkede ud efter den 45-årige, der nåede at parere med sin fod. Derefter hev manden bildøren op, smækkede den igen og vendte sig mod den 45-årige og spyttede ham i ansigtet. Manden beskrives som:
- Mand
- Dansk
- Ca. 170-175 cm.
- Kronraget i siderne med hanekam på toppen
- Iført en sort jakke med hætte, der var trukket op på hovedet, og sorte bukser
Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, på tlf. 114.