En 31-årig mand fra Randers anmeldte tirsdag, at han dagen før var blevet ringet op af en mand, der udgav sig for at være fra Midt-og Vestsjællands Politi. ”Betjenten” havde forklaret, at der var optaget nogle mistænkelige lån via hans konto, og politiet skulle nu bruge hans NemId og kontooplysninger for at få spærret kontoen og stoppet svindlerne.
Det lykkedes den falske betjent at overbevise den 31-årige om, at han skulle udlevere oplysningerne i telefonen, og dagen efter opdagede han så, at der var hævet flere tusinde kroner fra kontoen.
Politiet vil aldrig bede om kontooplysninger eller lignende på den måde. Er du i tvivl om, det er politiet, der har ringet til dig, så lav et kontrolopkald til politiet og spørg, om det er dem, der har kontaktet dig.