Mand stak af fra uheld og truede vidne

Østjyllands Politi fik tirsdag kl. 13.23 en anmeldelse om, at der var sket et færdselsuheld i krydset Paludan-Müllers Vej/Tyge Søndergaards Vej i Aarhus N, og at den ene part var flygtet fra stedet. Ifølge flere vidner kørte en mandlig bilist i høj fart over for rødt og ramte ind i siden på bil med en 46-årig kvinde bag rattet. Kvinden blev kørt til skadestuen, men kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.

Manden i den anden bil begyndte at gå fra stedet uden at give sig til kende. Et vidne til uheldet tog kontakt til manden og bad ham blive på stedet, indtil politiet kom frem. Det fik manden til at true vidnet med tæsk. Herefter løb manden ind i en skov, men vidnet fulgte efter, mens han fik kontakt til politiet. Da den flygtende bilist opdagede, at vidnet stadig fulgte efter, truede han ifølge vidnet med at slå ham ihjel.

En patrulje fandt takket været vidnet frem til flugtbilisten, der viste sig at være en 44-årig mand.
Han virkede påvirket af alkohol og stoffer, og han blev anholdt og sigtet for sprit- og narkokørsel.
Derudover blev han sigtet for trusler på livet, for at flygte fra et færdselsuheld og for at køre over for rødt.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)