Jernbaneplads, Holbæk
Kl.17.33 fik politiet anmeldelse om, at en yngre mand var blevet stukket med kniv i låret i forbindelse med, at to grupper kom op at slås i et venteskur på Holbæk Station. Den tilskadekomne mand, en 20-årig fra Holbæk, var ved politiets ankomst kørt til sygehuset i en bil. Politiet afspærrede området omkring perron 3, hvor slagsmålet skete og togdriften blev indstillet, mens stationen blev afsøgt med hundepatruljer.
En patrulje kørte til Holbæk sygehus, hvor den 20-årige blev behandlet for sine skader, som ikke var livstruende. Politiet traf den 20-årige og nogle personer, som havde været til stede ved overfaldet, som blev afhørt til sagen. Politiet arbejder dog fortsat med at klarlægge motivet til overfaldet, som kan være en del af en strid imellem to kriminelle grupper i Holbæk. Omkring kl. 19.37 blev afspærringen ophævet, og togene kunne igen køre normalt.
Sagen om grov vold mod den 20-årige efterforskes af politiet, som forsøger at klarlægge hændelsesforløbet og baggrunden for episoden. Videoovervågning fra stationen indhentes til brug i sagen.
Vidner som så overfaldet på Holbæk station onsdag, eller personer som i øvrigt har oplysninger i sagen bedes kontakte politiet på tlf. 114.