Mand tiltalt for nedskydning af ulv

En 66-årig mand er tiltalt for overtrædelse af jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen ved at have skudt og dræbt en ulv ved Ulfborg. Anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf. Sagen er den første af sin slags i Danmark.

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi har rejst tiltale i sagen, hvor en ulv blev skudt og dræbt på en mark ved Ulfborg den 16. april 2018. En 66-årig mand fra lokalområdet er tiltalt i sagen.

Der er rejst tiltale for overtrædelse af jagtloven ved forsætligt fra et motordrevet køretøj at have drevet jagt på vildt, der ikke er fastsat jagttid for.

Da ulven er et vildtlevende dyr, som er naturligt forekommende i den danske natur og optræder på EU’s habitatdirektivs liste over dyrearter af fællesskabsbetydning, der kræver streng beskyttelse, er manden også tiltalt for overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen.

Anklagemyndighedens påstand er fængselsstraf for overtrædelse af jagtloven og artsfredningsbekendtgørelsen. Den konkrete strafpåstand bliver fremsat af anklagemyndigheden i forbindelse med hovedforhandlingen i retten, når sagen kommer for.

”Anklagemyndigheden har bl.a. på baggrund af en udtalelse fra Miljøstyrelsen vurderet, at nedskydningen af ulven har voldt betydelig skade på de naturbeskyttelseshensyn, som jagtloven og naturbeskyttelsesloven skal sikre, og det ser vi som en strafskærpende omstændighed,” fortæller specialanklager Ulrik Panduro fra anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Naturbeskyttelseshensynet vedrører bl.a. beskyttelse af naturen med dens bestand af vilde dyr, sikring af arts- og individrige vildtbestande ved beskyttelse af vildtet og under varetagelse af hensynet til beskyttelse af vildtet, især af sjældne og truede dyrearter.

LÆS OGSÅ:  Forsøg på voldtægt i Sønderborg – politiet efterlyser vigtigt vidne

Anklagemyndigheden påstår fængselsstraf

”Det er første gang siden starten af 1800-tallet, at vi har kendskab til, at en ulv blev skudt i Danmark, hvorfor det er nyt, at de danske domstole skal behandle en sag om nedskydning af ulv. Hovedsagen er, at der er tale om nedskydning af et dyr, der er totalfredet i det meste af Europa. Vi mener, at der er tale om en bevidst overtrædelse af artsfredningsbekendtgørelsen, og det er det, der gør, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om fængselsstraf,” siger Ulrik Panduro.

Foruden fængselsstraf nedlægger anklagemyndigheden påstand om konfiskation af en jagtriffel og frakendelse af retten til at have eller erhverve jagttegn i en periode fastsat af retten.

Sagen vil køre som domsmandssag ved Retten i Herning den 28. september 2018.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)