Mange tak, Rasmus Paludan

Meget kan man sige om Rasmus Paludan, men han får i hvert fald noget fra hånden. Sidst har han brændt en Koran foran den tyrkiske ambassade i Stockholm, og har alene ved denne handling sat verden på den anden ende. Der er demonstrationer og ballade i flere lande, og Berlingskes internationale analytiker, Kristian Mouritzen, er bekymret. ”Der er ingen tvivl om, at det her er en meget alvorlig sag for Sverige”, siger han. Tyrkiets stærke mand, Recep Tayyip Erdogan, meddeler, at Sverige ikke skal regne med Tyrkiets støtte til at blive optaget i NATO. Den tyrkiske udenrigsminister, Mevlut Cavusoglu, siger, at Paludans aktion er en ”racistisk handling” og har intet med ytringsfriheden at gøre.

Islam er med andre ord en race, en medfødt egenskab – ligesom at være født med sort, brun eller hvis hud.

Og sandelig om ikke den ”Høje Repræsentant” for FN’s ”Alliance af Civilisationer”, Miguel Angel Moratonis, er på den anden ende. Koranafbrændinger er udtryk for misagtelse af muslimer, meddeler han. Det har han selvfølgelig ret i. Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget agtelse, der kan tilkomme profetens tilhængere. Findes der en lov eller regeringsbeslutning om det?

Hvad mon der ville ske, hvis nogen brændte en bibel midt i Stockholm? Absolut intet. Hverken Berlingske, Tyrkiet eller FN ville hæve et øjenbryn, og de få kristne, der er tilbage i Sverige, ville trække på skulderen. Men vi må forstå, at islam indtager en særstilling og derfor har krav på særlig beskyttelse. Og hvis de vestlige myndigheder ikke har forstået det, skal muslimerne nok sørge for selv at sætte sig i respekt.

Denne retstilstand har været rådende, i hvert fald siden Jyllands-Posten formastede sig til at offentliggøre de berømte Muhamed-tegninger i 2005. Som verdens dengang førende islam-kender Bernard Lewis forklarede, var de voldsomme muhamedanske reaktioner udtryk for, at muslimerne allerede betragter shariaen, den muslimske lov, som gældende i Vesten.

Til dagligt går vi måske og forestiller os, at vi lever efter vestlige love. Der er derfor grund til at takke Rasmus Paludan for atter engang at have revet os ud af denne vildfarelse.