Mangel på arbejdskraft? Det må være en vits

Af Asger Aamund. Udgivet på aamund.dk

I disse dage flyder medierne over med desperate opråb fra virksomheder, der ikke kan skaffe arbejdskraft. De hårdest ramte er rengøringsselskaber, restauranter og hoteller, som ikke kan opdrive ekstra hænder. Det lyder jo mærkeligt, når halvdelen af befolkningen lever af overførselsindkomst. Vi er 4,2 millioner stemmeberettigede vælgere, hvoraf 2,1 million er offentligt forsørget. Fraregner vi pensionisterne, er der stadig over en million personer i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i beskæftigelse. Mon ikke de kunne tage et nap med? Det er der ikke noget, der tyder på, og regering og folketing lever fint med det. Erhvervsorganisationerne presser på for, at vi åbner sluserne for udenlandsk arbejdskraft uden at tage hensyn til, at den er her allerede. Bare ikke på arbejdsmarkedet.

Ifølge finansministeriet koster det skatteyderne et årligt nettobeløb på 38 milliarder kroner til finansiering af livet for migranter fra hovedsageligt islamiske kultursamfund. De 38 milliarder er imidlertid resultat af en yderst kreativ bogføring. Nettobeløbet fremkommer nemlig ved, at man har fratrukket migranternes beregnede skatter og afgifter. Hvis vi renser for det, er det reelle beløb omkring 90 milliarder kroner, hvad der også fremgår af bilagssamlingen i finansministeriets økonomiske redegørelse. Når vi udbetaler dette astronomiske beløb, der er fem gange forsvarsbudgettet eller 13 gange, hvad det koster at drive Rigshospitalet, er det fordi et stort flertal af gifte indvandrerkvinder fra islamiske lande er på offentlig forsørgelse, selv om de reelt ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet. 

Forfatterne Ahmad Mamoud og Ali Alminali, der selv har indvandrerbaggrund, skildrer i deres erindringsbøger, hvordan kvinder i indvandrermiljøerne samler sig i erfaringsgrupper, der træner sig i, hvad man skal sige og gøre for at blive offentligt forsørget uden at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De mest populære nøgler til en arbejdsfri tilværelse skulle være PTSD eller en uspecificeret ryglidelse samt arbejdsvægring af religiøse grunde: ” Jeg må ikke arbejde på et hotel. Der kommer jo folk, der drikker alkohol!”. Da jeg for nogle år siden lavede 14 dokumentarudsendelser for DR2 om de langtidsledige og de nye danskere, havde jeg min hyppige gang i ghettoerne og på jobcentrene. Det var klart, at sagsbearbejderne ikke orkede dagligt at blive overfuset og ofte truet af migrantklienter, som ikke var berettiget til kontanthjælp, men som insisterede på fortsat offentlig forsørgelse. Og det får de så.

Når politikere og den store armé af integrationsmedarbejdere i stat og kommune ikke reagerer på dette gigantiske misbrug af det arbejdende Danmarks surt tjente skattekroner, er det naturligvis, fordi det gør ondt at bruge sine egne penge, men smertefrit at bruge andres. Hele den offentlige sektor hviler på dette princip. I Schweiz ryger man som migrant ud af vagten, hvis man ikke vil tage anvist arbejde. Hvis vi gjorde det samme i Danmark, ville der ikke være akut mangel på ufaglært arbejdskraft. Det kommer ikke til at ske. Ifølge finansministeriet må vi flere i årtier endnu leve med at skulle betale 90 milliarder kroner årligt til klienter uden for arbejdsmarkedet. Det gør vi så. For vi er jo ikke islamofober, vel?