“Markant” straf for våben og narko

Fem års fængsel for narko og våben i Rødovre. Retten i Glostrup har dømt en 47-årig mand for besiddelse af narko, samt en pistol og en bajonet i Rødovre.

Den 47-årige var tiltalt for at have opbevaret knap 800 gram kokain to forskellige steder i Rødovre. På et af stederne havde manden også gemt en pistol og 18 patroner der passede til pistolen, en knap 30 cm lang ulovlig bajonet samt et større kontantbeløb.

Retten i Glostrup takserede dette til fem års fængsel. ”Jeg er tilfreds med at retten udmålte en markant straf i denne forbindelse”, siger anklager Jannik Rasmussen.

Der var tale om en tilståelsessag og manden modtog dommen.