Af Jannich Kofoed, medl. af bestyrelsen i Trykkefrihedsselskabet.
Tænk engang: Hvis man i dag i Vesten vil forfægte et liberalt princip som ytringsfrihed, kan man blive nødt til at forsvare excentriske milliardærer imod en udemokratisk venstrefløjs mafiametoder.
Elon Musk mødtes sidste år med redaktionen for det konservative satiriske tidsskrift ”Babylon Bee”. Tidsskriftet var blevet udelukket fra Twitter efter at have udnævnt Biden-administrationens vicesundhedsminister Rachel Levine til ”årets mand”. Rachel Levine er faktisk en mand, som hed Richard indtil 2011, hvor han i en alder af 57 år og med to voksne børn blev skilt og besluttede at kalde sig kvinde. Han er i øvrigt en farlig mand, som bruger sin magt imod dem, som lægger hindringer i vejen for ubodelig kirurgisk skade på kønsforvirrede børn. Det nævnte ”Babylon Bee” ganske vist ikke, men det var nok for Twitter, at der blev lavet sjov med Rachel Levines køn og kønsskifte.
Det var angiveligt den udslagsgivende grund til, at Elon Musk besluttede at købe Twitter, og det gjorde han så for 44 milliarder dollar.
Elon Musk rydder op
Elon Musk har bebudet et opgør med Twitters censur, som blandt mange andre for nylig ramte professor Jordan Peterson, fordi han om den transkønnede skuespiller Elliot Page bittert og anklagende skrev: ”Kriminelle kirurger har fjernet hendes bryster.” Hvad de unægtelig havde.
Elon Musk har allerede fyret nogle af Twitters topfolk, blandt dem administrerende direktør Vijaya Gadde, som fik Donald Trump udelukket på livstid, og han har til hensigt at afskedige tre fjerdedele af de 7.500 ansatte. De har til gengæld forfattet et åbent brev, hvor de advarer imod, at Elon Musk indfører politisk censur(!):
”Vi forlanger at blive behandlet værdigt og ikke som simple brikker i milliardærernes spil! En trussel af dette omfang er uansvarlig og underminerer vore brugeres og kunders tillid til vores platform og er et klart overgreb på de ansatte.” (worker intimidation)
Washington Post og New York Times gør alt, hvad de kan for på den ene side at tale købet ned som en rigtig dårlig forretning og på den anden side at udmale den ”ængstelse”, som hersker blandt de frisindede og frihedselskende toplønnede topfolk, såvel som de utallige konsulentfirmaer, som tech-giganterne er tvunget til at hyre til at kontrollere deres mediers indhold – og hvis drakoniske afgørelser oftest er gået ud over ytringer fra konservative debattører.
Et mødested – ikke et galehus
Elon Musk, som først forsøgte at komme ud af forretningen, trækker på skuldrene og indrømmer, at han og de øvrige investorer formentlig har betalt for meget for Twitter, fordi Twitter har camoufleret tingenes tilstand, herunder enorme mængder af fup-konti. Men han er overbevist om, at han efter fyringer og effektiviseringer nok skal rette skuden op.
”Grunden til, at jeg købte Twitter, er, det er vigtigt for civilisationens fremtid at have et fælles mødested, hvor et bredt udsnit af overbevisninger kan blive diskuteret på en sund facon,” forklarer Elon Musk selv. Men han indrømmer også i en anden tweet:
”Twitter kan naturligvis ikke blive et galehus, hvor alle kan udtrykke alting uden konsekvenser.”
Uanset, hvordan han udformer kontrollen – for den er rigtignok uundgåelig – så nærer mange et håb om, at Twitter under Elon Musk bliver et længe tiltrængt fristed.
Trusler
Og det er netop udsigten til dét, som fik 50 såkaldte NGO’er til i et åbent brev at true Twitters topannoncører til at trække deres annoncepenge ud af Twitter, hvis Elon Musks hensigter bliver til virkelighed:
”Ekstremister fejrer nu ikke bare Musk’s overtagelse af Twitter, de ser det som en ny mulighed for at udtrykke de mest fornærmende, truende og racistiske holdninger!”
Og de får ret af Washington Post, som bedyrer, at ”vi ser allerede nu en brat stigning i racistiske udbrud og åbent had” på Twitter.
”Sådan ser et oligarki ud!”, skrev tidligere arbejdsminister Robert Reich. Men den holder ikke; måske i Rusland, men ikke længere i Vesten.
For nok er Elon Musk verdens rigeste mand, men vi lever ikke længere i Vanderbilts, Rockefellers, Carnegies, Fords eller J.P. Morgans århundrede. I vor tid kan selvbestaltede og udenomsparlamentariske pressionsgrupper, udrustet med Andre Folks Penge, ”tage statsapparatet i besiddelse og sætte det i bevægelse for sine egne formål,” som Karl Marx skrev efter Pariserkommunen i 1871.
Zuckerberg måtte bøje sig
De kan i hvert fald igangsætte kampagner, som – understøttet af en hær af ligesindede i medierne samt sleske politikerfedterøve – er så potentielt ødelæggende, at ingen aktionærer eller administrerende direktører tør byde dem trods.
Stenrige Mark Zuckerberg prøvede.
I 2020 skrev Donald Trump ”When the looting starts, the shooting starts” på Facebook som en kommentar til Black Lives Matter-anarkiet (vendingen har en baggrund i 1967, google selv), samt en kritik af lovløsheden i Seattle. Aktivister samt tidligere topfolk fra Obama-tiden forlangte, at Facebook skulle fjerne posten, det nægtede Zuckerberg, og han nægtede også at mødes med plageånderne, hvorefter kampagnen ”Stop Hate for Profit” gik i gang med helsides annoncer i hele USA. Én efter en gav firmaerne efter og boykottede Facebook: Blandt de over 1.000 firmaer deltog Unilever, Coca Cola, Adidas, Starbucks, Lego, Hewlett Packard, Verizon, Volkswagen, Sony, Puma, Pfizer, Levi’s og Ford.
Facebook’s aktier faldt med over 8 procent, og Mark Zuckerberg gik med til et møde med de triumferende aktivister, hvorefter Facebook slettede hundreder af konti og lovede fremover at sætte en ”Advarsel” på opslag som Donald Trumps.
Var der nogen, der sagde: ”Don’t you think you need protection?”
Lad os se, om Elon Musk vil, tør og kan sige nej.
Libertarianer
Førend vi her i ekkokammeret bryder ud i hosianna-råb til Elon Musk, så vær på det rene med, at manden absolut ikke er noget konservativt ikon, snarere en instinktiv libertarianer og formentlig kandidat til adskillige af de diagnoser, som er blevet opfundet de sidste 30 år.
Han er uberegnelig. Og frygtløs. For en tid stemplede han fossile brændstoffer som ”historiens værste opfindelse”, for dernæst på en konference i Norge at sige, at ”civilisationen bryder sammen”, hvis ikke vi udvinder al den olie og gas, som vi overhovedet kan hive op af undergrunden, og at klimatosser, som modsætter sig kernekraft, ikke bare er dårligt begavede, men ”inhumane”.
Han undviger heller ikke den kendsgerning, at en opladning med en Supercharger i Californien af det 1200 kilo tunge batteri på hans Tesla består af 0,2 pct. sol, 5,5 pct. kernekraft, 13,3 pct. naturgas, 49,9 pct. vind – og 27 pct. kul.
”Ytringsfriheds-absolutist”
En skyggeside af Elon Musks imperium er hans tætte forbindelser til Kina; men hans personlige kompas er tilsyneladende en oprigtig værdsættelse af begrebet frihed.
Da Rusland angreb Ukraine og besatte ukrainsk territorium for anden gang, i februar i år, reagerede Elon Musk prompte på den ukrainske regerings anmodning om hjælp og har til dags dato leveret 25.000 Starlink-satellitmodtagere, styret af 3.000 små satelliter, som har gjort det muligt for ukrainerne at opretholde forbindelse til internettet, trods Ruslands målrettede ødelæggelse af de ukrainske byers civile infrastruktur.
På Twitter skrev Elon Musk, at han af nogle regeringer, dog ikke Ukraines, var blevet bedt om også at bruge Starlink til at blokere for russisk propaganda: ”Det gør vi ikke. Beklager, men jeg er ytringsfriheds-absolutist.” Men de 25.000 paraboler, hvoraf 5.000 bruges af Ukraines hær, har foreløbig kostet Elon Musk 80 millioner dollar, og nu sender han regningen videre til Pentagon.
Forfejlet fredsmægler
Det vakte berettiget opsigt, da Elon Musk for nylig forsøgte sig som fredsmægler: Han foreslog frejdigt, at der blev afholdt en folkeafstemning under FN-kontrol i Ukraines russisk-besatte områder om deres tilhørsforhold; at Krimhalvøen skulle overdrages til Rusland, og at Ukraine skulle forblive ”neutralt”, altså give afkald på sin ret til at tilslutte sig NATO og EU.
Fra Ukraine lød det høflige svar, at regeringen værdsatte alle konstruktive forslag, men at Elon Musks fredsplan ville være en belønning til Vladimir Putin for hans aggression.
Fra Rusland oplyste Kremls talsmand, at der skam allerede var afholdt folkeafstemninger i Donetsk og Luhansk, hvorved henholdsvis 99 procent og 98 procent af vælgerne havde stemt sig ”hjem” til Rusland.
Diplomati og krigsførelse bør nok overlades til demokratiske regeringer. De kan til gengæld ikke garantere os virkelig ytringsfrihed, lader det til, og i mangel på bedre må vi håbe, at den får bedre vilkår i hænderne på en excentrisk milliardær.