Site icon 24NYT

Med store sandal-skridt frem: Øer topper boligsalg i 2020 – 107.000 boliger solgt landet rundt

Med store sandal-skridt frem: Øer topper boligsalg i 2020 - 107.000 boliger solgt landet rundt

2020 var et ekstraordinært år på boligmarkedet. Punktum. Godt 107.000 bolighandler taler deres tydelige sprog.

Alle steder i landet er boligsalget over – og nogle steder langt over – det ellers ganske fine boligsalg i 2019.

På landsplan er fremgangen på 22 % eller godt 19.000 flere handler, viser ejendomsmæglerbranchens tal fra Boligsiden.

Se TOPLISTER for landsdele (vedhæftet) og hør, hvad ejendomsmæglerne i kommunerne siger (i bunden af pressemeddelelsen).

Første stop i turen rundt i landet er Samsø. For øen i Kattegat er i helt i top målt i procent-fremgang – med 57 % flere bolighandler, viser opgørelsen fra ejendomsmæglerkæden Home.

”Ja, det har været et travlt år på Samsø, ” som daglig leder Ulla Olsen fra Home Samsø siger det.

Tekst fortsætter efter faktaboks

TOP 10 – procentvis fremgang i bolighandler
Kilde Boligsiden og Home (beregning), komplet kommuneliste vedhæftet 

Kommune 2019 2020 Forskel %
Samsø 113 177 64 57%
Langeland 326 491 165 51%
Syddjurs 1106 1622 516 47%
Ishøj 235 341 106 45%
Skive 468 663 195 42%
Vordingborg 891 1245 354 40%
Ringkøbing-Skjern 1325 1841 516 39%
Guldborgsund 1219 1684 465 38%
Mariagerfjord 663 914 251 38%
Tønder 477 654 177 37%

Vi vender tilbage til Samsø og andre højdespringere længere nede i teksten. Først lidt ord om det vilde boligsalg i året, der gik.

”Det er ikke sket siden midten af ’nullerne’, at vi runder 100.000 bolighandler. Så 2020 indskriver sig i historien som et ekstraordinært år på en gyngende baggrund af coronaen og alle dens afledte effekter, tanker og handlinger, ” siger Michael Dalsager, der er senior kommunikationskonsulent i Home.

Corona blev katalysator

Coronaen knækkede ikke boligsalget, som mange eksperter forudsagde og frygtede i starten af epidemien. Tværtimod blev coronaen katalysator til en vild acceleration.

Først sommerhusene, så villaer og rækkehuse og endelig ejerlejlighederne – og siden i starten af sommeren har trekløveret nærmest dystet om at løbe med opmærksomheden.

”Vi har tilbragt mere tid hjemme og mere tid i Danmark – og penge og energi er postet i hjemmet og nye boligdrømme, ” siger Michael Dalsager.

Det kan aflæses i salgstallene. Alle som en – næsten – er boligsalget skudt i vejret i landets kommuner.

Historiske sommerhus-skridt

”De kendte sommerhus-kommuner har taget store skridt frem i sandalerne, sommerhussalget er uden sammenligning i år med en fremgang på 55 %. Næsten 16.000 handler er historisk, ” siger Michael Dalsager.

  • Men også i byerne har lejlighederne givet travlhed på trapperne, og hele 15 % flere salg i år. Villa- og rækkehus-livet var der hele 17 % danskere, der ’købte’ ind på.

Som om det ikke var nok, så sluttede Danmark boligåret af med at gøre juletravlhed til noget, der er på boligmarkedet.

  • Den normalt stille december blev et juleræs med hele 51 % flere solgte lejligheder, 52 % flere solgte villaer og rækkehuse og hele 102 % flere sommerhuse, der endte under juletræet.

Og det har året igennem kunnet mærkes hos ejendomsmæglerne i hele landet, der i perioder har kørt fra tidlig morgen til sen aften for at vise frem og vurderer – for hele 116.000 boliger er også kommet til salg i løbet af 2020.


Det siger mæglerne

Der kan sættes et hav af tal og procenter på – eller man kan høre ejendomsmæglerne, der har stået midt i det hele. Tilbage til Samsø og Ulla Olsen.

”Jeg tror, at køberne har fået øje på, at det er langt billigere at købe ejendomme på Samsø end så mange andre steder, og når man kan arbejde hjemmefra, så er Samsø et dejligt sted at gøre det fra, ” siger daglig leder Ulla Olsen fra Home Samsø og tilføjer:

”Vi har også haft en del tilflytning af børnefamilier, som også har fundet ud af, at det fungerer at bo på Samsø med gode råvarer fra jord til bord. ”

Sommerhusene på øen har også været ombejlede.

”Vi ved ikke, hvornår tilstandene bliver ’normale’, og folk kan rejse til udlandet igen, som de plejer. Derfor investerer vi i fritidshus, så der er et sted at holde ferie, og når det ikke giver noget afkast af have penge i banken, så er det bedre at investere i ejendomme, ” forklarer Ulla Olsen.

Kun Rebild Kommune er under 2019 med sølle 1 % – svarende til seks handler. I Hvidovre er salget status quo med 2019.

Fart og fare i 2021

”Boligmarkedet drøner ind i 2021 med fortsat vind i ryggen. Fremvisninger og handler er på et meget højt niveau, renten er i bund og der er fortsat en hånd under vores job. Den største fare er, at udvalget til køberne er i bund. Det kan paradoksalt ramme som et fald i salget nogle steder og skubbe ekstra til de nuværende prisstigninger, ” siger talspersonen i Home, Michael Dalsager.


RUNDT I LANDSDELENE

  • København topper i landsdel København by med 25 %

Indehaver Martin Porsmose fra home Brønshøj – og forretningerne i Rødovre og Hvidovre:

”Vi oplever mange kunder, som har haft ønske om at realisere sig fra en lejlighed inde i centrum af København til et hus i Brønshøj-egnen, hvor børnene kan komme på græs. Vi har ligeledes oplevet, at en del lejlighedssælgere også har valgt at blive i Brønshøj og købe hus i bydelen.

Mange af vores hussælgere har haft nye områder i kikkerten, når deres eget hus skulle sælges. Nordsjælland har mange været optaget af – men også en del seniorer har koncentreret sig om at komme ’lidt længere’ ud, hvor boligpriser og ejerudgifter er en kende lavere.”

  • Ishøj topper landsdel Københavns Omegn med 45 %

Indehaver og ejendomsmægler Rasmus Mørch fra Home Vallensbæk – Ishøj – og forretninger i Solrød og Greve-Karslunde:
”Mit bud er, at priserne i Ishøj og Brøndby er en del lavere end omkringliggende kommuner, men stadig er en del af stor København og i nær afstand med S-tog til København.

Da alt er steget voldsomt, har flere og flere købere taget til kommuner, hvor de har råd til deres boliger.

Vi har f.eks. solgt Brøndbyvester Strandvej 3 i Brøndby, som det dyreste hus i kommunens historie.”

  • Langeland topper landsdel Fyn med 51 %

Mark Kirk Mahler, indehaver og ejendomsmægler fra Home Svendborg:

”Jeg tror, at vores stadig lave priser på sommerhuse gør, at det er meget attraktivt. Det samme er de helårshuse, der bliver udbudt og solgt som flexbolig til fritidsbrug på Langeland. Og så er det en superhyggelig tur at køre til Langeland, hvor du kommer over tre broer fra Fyn-siden. Du føler, du kommer til et ægte sommerhusland – og det har tiltalt mange. På Langeland kan du få afstand, få plads og frirum – tæt på vandet og naturen.”

  • Bornholm går frem med 15 %

Per Kofoed, indehaver og ejendomsmægler, Home Nexø og Home Rønne

”2020 har været et supergodt år på Bornholm, hvor områderne med fritidshuse og flexboliger har været der, hvor fremgangen har været. Færgedriften har været stabil, og Bornholm er en meget attraktiv ø.”

  • Sønderborg Kommune er nummer 2 i Sydjylland med 35 % – Tønder nummer 1 med 37 %

Henning Brock, indehaver og ejendomsmægler, Home Broager og Home Sønderborg:

”Sommerhusene er næsten udsolgt, og vi har oplevet en tilstrømning af købere som i årene inden finanskrisen. Husene bliver hurtigt solgt, og vi ser mere og mere, at der er flere købere pr. hus.

Køberne til boliger i min butik, Broager, har været ’tilbageflyttere’. Unge familier, som stammer fra området, har studeret i de store byer – København, Århus og Odense – og som vil købe eget hus og får meget for pengene her hos os og kommer hjem til bedsteforældrene.

Tyskere, selv om ikke er præsente lige nu, og en del lejere har fået øjnene op for de billige huslejer ved at købe hus. De giver så et godt rykstød til, at sælgere kan købe noget nyt selv. ”

  • Vordingborg Kommune topper landsdel Vest- og Sydsjælland med 40 %.

Michael Stender, indehaver og ejendomsmægler, Home Møn.

”Jeg tror simpelthen, at vores overskuelige afstand fra København er hovedårsagen til, at vi oplever den fremgang, som vi gør. Selvfølgelig sammenholdt med, at priserne er så rimelige, som de er.

Jeg plejer selv at bruge sloganet: ”En times kørsel og en verden til forskel”

Samtidig har vi oplevet at få så meget positiv presse på de her kanter, at Møn på mange måder er ved at blive, hvad Bornholm var for 10 år siden.

Københavnerne elsker at komme hertil og oplevet, at stress og jag fra byen bliver glemt midt i vores smukke natur! Jeg kan opfordre til at flere kommer til. ”

  • Skive Kommune topper landsdel Vestjylland med 42 %.

Claus Barrett, indehaver og ejendomsmægler, Home Skive – og forretninger i Aalborg, Nørresundby, Nibe og Blokhus.

”Villasalget er steget, men det der for alvor rykker i tallene, er antallet af salg af sommerhuse i kommunen. Der er solgt 200 sommerhuse, hvilket er 66 % procent flere end året før. ”

  • Mariagerfjord Kommune topper landsdel Nordjylland med 38 %.

Michael Myrtue indehaver og ejendomsmægler, Home Hobro – Mariagerfjord:

“Jeg fornemmer flere faktorer, der spiller ind. Helt overordnet så genererer succes mere succes. Og da handlerne endelig kom i gang, så er det som om, at alle kan se, at det er nu, vi skal købe. Naboen gør det også.

Handlerne begyndte med, at sommerhus-salget kom i gang – som en kombination af, at prisniveauet i vores landsdel var faldet til et godt lavt niveau, og at coronaen kom. Så har nogle set, at ‘okay, der er gang i sommerhusene, så må jeg også kunne sælge min ejerbolig’.

Det er billigt og nemt at låne penge, og pressen har omtalt boligmarkedet positivt. Det har også haft en indvirkning.”

  • Allerød Kommune topper landsdel Nordsjælland med 36 %
Exit mobile version