Medarbejdere fra arbejdstilsynet udsat for vold

Tirsdag eftermiddag fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra arbejdstilsynet, der om formiddagen havde haft to medarbejdere ude på en byggeplads på havnen i Aarhus, hvor de var blevet udsat for vold.

De to medarbejdere havde ved 10.30-tiden indfundet sig på byggepladsen i forbindelse med et tilsyn, hvor de havde rettet henvendelse til en 73-årig mand, der sad på en gravemaskine. De talte lidt frem og tilbage om, hvorvidt man skulle bruge hjelm, når man kørte gravemaskinen, men var nået frem til, at det ikke var nødvendigt i den model, manden kørte i.

De to forurettede har forklaret, at stemningen ikke var særlig god og at den 73-årige mand talte grimt og nedladende til dem. Pludselig slog den 73-årige mand den ene tilsynsførende hårdt oven på hendes sikkerhedshjelm flere gange. Herefter gik manden frem mod den anden tilsynsførende, som han slog på armen, hvorefter han tog fat i hendes ID-kort og hev hårdt i snoren, så hun blev trukket forover.

De to tilsynsførende gjorde det klart for manden, at hans opførsel var uacceptabel, hvorefter de forlod byggepladsen. Efterfølgende kontaktede de deres chef, og sagen blev senere tirsdag anmeldt til politiet.

Onsdag morgen har en patrulje været ude på den pågældende byggeplads, og den 73-årige mand er nu blevet sigtet for vold mod nogen i offentlig tjeneste.