Medbragte kniv i retten og fik straksdom

En 44-årig mand fik onsdag en straksdom for at medbringe en kniv ind i Retten i Odense. Kniven blev opdaget i sikkerhedskontrollen, da manden tirsdag var på vej ind i retten i Odense, hvor manden skulle have behandlet en anden sag om butikstyveri, besiddelse af kniv samt en mindre sag om euforiserende stoffer.

Anklageren i sagen opdagede først, at den tiltalte var blevet taget med en kniv i sikkerhedskontrollen, da retssagen var afsluttet med en dom på tre måneders fængsel til manden.

”Først bagefter, da vi var på vej ud af retslokalet, fandt jeg ud af, at der faktisk stod en politipatrulje og ventede på ham, fordi der var blevet fundet en 8 cm foldekniv i hans lomme i sikkerhedskontrollen. Det havde rettens vagt selvfølgelig meldt til politiet, og derfor ventede patruljen på ham, da retsmødet var slut”, siger anklager Daniel Rokkedahl fra Fyns Politi,

Da det er en alvorlig sag at medbringe en kniv i Retten, og da manden desuden netop var blev dømt for at besidde en kniv under skærpende omstændigheder, så vurderede anklagemyndigheden, at han skulle fremstilles i et grundlovsforhør.

Et døgn efter stod manden derfor endnu en gang foran en dommer, som idømte ham yderligere 60 dages fængsel som en straksdom. Med i straksdommen var også et indbrud, som man ikke havde nået at få med i tirsdagens retssag.
Efter domfældelsen blev manden kørt direkte til afsoning.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)