Medierne er en ideologisk kampplads


I sektionen “24NYT Kommenterer” bringer vi kommentarer til nyheder og indlæg, som de etablerede medier har bragt, og som 24NYT har et politisk ukorrekt syn på. 
 

I en stort anlagt artikel om Den Korte Avis, som Berlingske har bragt den 27. maj, citeres Lars Werge, formanden for Dansk Journalistforbund for at have sagt, at det var ”en tilsnigelse at kalde Den Korte Avis for en avis, fordi holdningsstoffet er så fremtrædende i mediets artikler. Det er tydeligt, at man hylder et ensidigt billede af en virkelighed, og det er ikke journalistik”.

Lad os slå en ting fast. Den Korte Avis, 24NYT og andre politisk ukorrekte medier er ikke sat i søen for at agere traditionelle medier, som dækker alt mellem himmel og jord. Det er ikke formålet, og det har vi heller ikke ressourcer til, da vi ikke modtager mediestøtte.

Vores ambition er ikke at drive journalistik i traditionel forstand, men at dække de emner, som de etablerede medier enten ned- eller bortprioriterer. Holdningsstoffet i de politisk ukorrekte medier er ganske rigtigt fremtrædende, men holdningsstoffet er ligeså fremtrædende i de etablerede medier – der er blot tale om andre holdninger.

De etablerede medier italesætter politiske, økonomiske og sociale problemstillinger ud fra den kulturradikale, EU-venlige, multikulturelle og globalistiske dagsorden og ideologi. Dette dominerende kulturradikale udgangspunkt tegner et ensidigt billede af virkeligheden, som vi er uenige i og tager afstand fra.

Bundlinjen er, at medierne er en ideologisk kampplads, hvor der kæmpes om vælgernes hjerner og sjæle. Holdningsstoffet i de politisk ukorrekte medier er et led i denne kamp.

Skriv din mening (Du skal være logget på Facebook)