Den transkønnede mafia forøver et enormt pres helt ude af proportion med dens andel af befolkningen. Alligevel efterplaprer journalisterne beredvilligt det kønsforvirrende trans-vås. Sammen lokker de børn og unge ind i en ulykkelig verden.
Af Jannich Kofoed, bestyrelsesmedlem i trykkefrihedsselskabet
”Tinas søn stak af, da psykologen spurgte ham, hvordan han havde det med sin menstruation.”
Sådan lød en overskrift i Politiken. Er du forvirret? Eller har du øjeblikkelig gennemskuet præmissen og er allerede nu irriteret og provokeret? Jamen det er sandelig også journalistens hensigt.
Men lad os fortsætte:
”Tinas søn var lige fyldt 14, da han i september 2019 skulle til sit første møde på Sexologisk Klinik i København. Han er født pige, men havde på det tidspunkt identificeret sig som dreng i tre år. Tina havde ringet til klinikken og orienteret dem om, at han havde det svært med puberteten og har Aspergers syndrom og bad dem om at gå langsomt til værks med ham. Efter fem minutter foreslog psykologen, at hun fik lov at tale med ham alene uden hans mor, og Tina gik ned ad gangen for at tage et glas vand. (Spændingen stiger…) Der gik et øjeblik, inden psykologen kom ned og fortalte, at Tinas søn var løbet sin vej. Tina fandt da ud af, at noget af det første psykologen havde spurgt hendes søn om, var, hvordan han havde det med sin menstruation.”
Artiklen i Politiken fra den 27. september 2021 under den gumpetunge, men virkningsfulde overskrift ”Tinas søn stak af, da psykologen spurgte, hvordan han havde det med sin menstruation”, er et godt billede på, hvordan transseksuelle aktivister i vore dage påtvinge et helt samfund sit livssyn og sin terminologi.
Fejt lefleri for trans-aktivister
Journalisten Emilie Stein har sikkert fået mange kollega- og især chef-kram på Politikens redaktion for sit åbne sind, sin indleven og sin dristighed ved at lade frustrerede forældre og børn, som er kommet i klemme i et hjerteløst system, komme til orde. Men de fatter ikke, at hendes artikel er fej leflen for de danske trans-aktivister, som hun hjælper med at skræmme danske læger og psykologer fra at opføre sig professionelt.
Artiklen har følgende budskaber: Det tager alt for lang tid for børn med ”kønsligt ubehag” og deres forældre at komme til på Sexologisk Klinik. Her er psykologerne i øvrigt for nærgående: (de spørger nemlig kønsforvirrede piger ligeud om deres kropsfunktioner). Det tager alt for lang tid, før børnene kan få lov at få standset deres pubertet (med de samme midler, som man bruger mod prostatakræft og til kemisk kastration) og hurtigst gå over til de skrappe hormoner, testosteron eller østrogen. Voksne transkønnede klager over, at de fornemmer, at psykologerne forsøger at tale dem fra at tage hormoner, og ”oplever, at de skal kæmpe for at få operationer, som de egentlig er berettiget til (!)”. Altså gå videre til amputationer af penis, testikler, bryster, livmoder og æggestokke.
Det går for langsomt!
Psykolog Nina Lildal-Schrøder, ejer af Sexologisk Uddannelses Center, giver dem ret: ”De får at vide, at de sikkert kommer til at fortryde de forandringer, der vil ske med deres kroppe.” Og hun bliver bakket op af for-personen for ”Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn” (Alene navnet gav mig gåsehud, da jeg stødte på det) Marie Elisabeth Lind-Thomsen, som også synes, det går for langsomt med at ændre børnenes biologiske køn, herregud, når nu ungerne selv vil: ”Det er en meget følsom og afgørende tid i livet for de børn og unge, det går ud over.”
Så det haster, forstår man, med at finde vejen til lykken ved hjælp af indsprøjtninger og skalpel.
Rikke Kildevæld, psykolog og afsnitsleder på Sexologisk Klinik, forsvarer sig desperat: Nej, nej, der ”er ikke tale om en restriktiv tilgang til at give hormoner, men snarere en vigtig klinisk lægelig vurdering af, hvornår et barn kan modtage hormoner,” siger hun, og forsikrer Emilie om, at nej, nej, ”vi har ikke regler om, hvornår man kan begynde på hormoner”, men anbefaler bare, at man venter til børn er 15, før de bliver udsat for ”irreversibel kønshormonbehandling”.
Men Emilie følger anklagende op: ”Siden Tinas søn var til samtale, har han fået det værre. Han er ude i selvskade og har haft selvmordsforsøg.”
”Tinas søn” er en dreng
Lad os nu slå fast: Naturligvis er Tinas ”søn” ikke en 14-årig dreng, men en pige, som en skønne dag, når pubertetens forvirring er ovre, med sine bryster, sin vagina, livmoder og sine æggestokke intakte, kan blive øm mor og elskelig kvinde, også som lesbisk.
Med mindre, altså, at hun bliver hjernevasket med identitetspolitik og spærret inde i selvbekræftende transmiljøer på internettet og sluttelig maltrakteret af Doktor Mengele-agtige kirurger; med mindre hun ikke af sin mor bliver føjet og fastholdt i en forbigående fantasi om at være født i en ”forkert krop”.
Emilie Stein vil bane vejen for, at ”Tinas søn” og med hende hundredvis af andre piger får nemmere adgang til testosteron, til skæg- og muskelvækst, dybere stemme – og til permanent afsked med muligheden for at være helstøbt kvinde og kunne bære børn.
Det er lykkedes trans-lobbyen at kujonere journalister, politikere, redaktionssekretærer, arbejdsgivere, præster, HR-konsulenter, skolelærere (og fortsæt selv listen) til at overtage og slavisk repetere falske udtryk og begreber, som de er for feje til at afvise. Ingen journalist vover at kalde en pige for en pige i en artikel, hvis pigen og hendes forældre lider af den tvangstanke, at hun er en dreng.
Men hvis ikke Emilie havde købt sproget i Tinas og hendes ”søns” forskruede begrebsverden, ville redaktionssekretæren stensikkert have rettet det hele til, som var der blot tale om en fejlagtig tegnsætning.
Under kirurgens kniv
Herregud, er det ikke bare semantik? Nej, vi taler om en nihilistisk, opløsende tendens, hvor en psykisk defekt som transseksualitet – regnet for en psykisk sygdom indtil 2017 – accepteres som et uskyldigt, ja helt naturligt, livsvalg. Jeg er totalt ligeglad med, at voksne mænd stavrer rundt i stiletter i størrelse 46 i et forsøg på at ligne Marlene Dietrich. Men jeg er ikke ligeglad med, at trans-kulturen hjulpet af medierne får held til at lokke sunde teenagere og børn til at blive maltrakteret.
Sådan gik det Chloe Cole fra Californien, i dag 18 år. (Interviewet på You Tube af Jordan Peterson) For fem-seks år siden mente hun, at hun havde fundet svaret på sin ”mistrivsel”, som det hedder i dag. Inspireret af det tilsyneladende lykkelige trans-samfund på You Tube forlangte hun at få lov at blive en dreng. Psykologer og læger overtalte hendes forældre til, at Chloe burde have sin vilje. Chloe var ”tapper”, sagde de og advarede om, at rigtig mange unge med et uopfyldt ønske om kønsskifte forsøgte at begå selvmord. (En løgn, gendrevet for længe siden). Og så gik eksperterne beredvilligt i gang, med nogle hastige samtaler, kemikalier og skalpel. Efter to år med hormonindsprøjtninger fik den nu 15-år gamle Chloe fjernet begge sine bryster.
Nu fortryder Chloe Cole og hendes forældre bittert, og de har, sammen med andre skamferede piger, anlagt sag mod den ”sundhedsklinik”, som hastede hendes fup-kønsskifte igennem. Chloe Cole vidnede i en høring og fortalte, at hun ikke kunne overskue konsekvenserne af at komme under kirurgens kniv:
Ofrene er derude
”Det var først efter et år, at jeg indså, at jeg faktisk gerne ville kunne amme mine børn. Men det bliver jeg aldrig i stand til som en rigtig mor.”
Nej, for 18-årige Chloe Cole har i løbet af sine tre år som trans-forsøgskanin fået en krop, som svarer til en kvinde i overgangsalderen.
Gå på nettet, gå på You Tube og tast ”trans regret” og ofrene vælter ud i ansigtet på dig.
Jeg fatter ikke, hvordan LGBT-mafiaen i Danmark kan slippe afsted med sin farlige propaganda. Under den årlige og efterhånden stadig mere ulideligt exibitionistiske Pride gik såkaldte ”transbørn” forrest i optoget. På DR sagde en af de stolte forældre, næstformand i Foreningen for støtte til Transkønnede Børn, Helge Sune Nymand: ”Jeg er den heldige far til en lille pige på nu seks år, som vi godtnok troede var en dreng i de første fire år af hendes liv.”
Den slags burde være en oplagt tvangs-fjernelsessag for de sociale myndigheder i et nogenlunde sundt samfund. Men ikke i Danmark.
Jeg kunne blive ved, men lad mig slutte: I Trykkefrihedsselskabets bestyrelse har vi for længst besluttet, at vi skal have en aften, hvor vi går løs på ét af de felter af vores kulturkamp, som ikke blot handler om principper, følelser, stolthed, ideologi og kultur – men om fysiske ofre, menneskelige skæbner, børn og unge, som betaler en pris for, at grundlæggende sandheder bliver undertrykt.