Københavns Vestegns Politi søger vidner efter skud tirsdag nat i Bymuren og øger sin tilstedeværelse i området.
Tirsdag nat (22-05-2018) modtog Københavns Vestegns Politi ca. kl. 00.45 anmeldelse om skud afgivet i Bymuren i Avedøre.
Politipatruljer rykkede massivt ud i området, og undersøgelser viste, at der var afgivet otte skud mod Bymuren 96, hvor glasafskærmning til en altan på anden sal blev ramt. Der var beboere til stede i ejendommen på gerningstidspunktet, men ingen kom til skade.
I forbindelse med sagen efterlyser Københavns Vestegns Politi en gerningsmand:
Han beskrives som en mand med mellemøstligt udseende, 170-175 cm høj og kraftigt bygget. Han havde sort fuldskæg, tydelige kindben og var iført en mørk hue, mørkt tøj og sko med reflekser.
– Vi er meget interesserede i oplysninger specifikt om ham eller hvis nogen i øvrigt har set eller hørt noget mistænkeligt i området omkring gerningstidspunktet, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi.
Københavns Vestegns Politi efterforsker i forvejen skudepisoder i Avedøre for et par måneder siden og vil ikke udelukke en sammenhæng.
– Episoden i nat virker planlagt og uden at kunne gå i detaljer, tyder dele af efterforskningen i øjeblikket på, at motivet skal søges i uoverensstemmelser mellem kriminelle personer omkring handel med narkotika. Men det – og eventuelle sammenfald med andre episoder – skal vores efterforskning klarlægge, siger Peter Malmose.
Tryghedsindsats i Avedøre
Københavns Vestegns Politi har fra tirsdag morgen været i Bymuren og nærmeste område med en mobil politistation og lokale betjente til fods og på cykel. De har talt med beboerne i området og fået flere oplysninger, der nu arbejdes videre med.
Den mobile politistation og lokalbetjentene vil indtil videre kunne træffes i Avedøre de næste dage fra kl. 9 til kl. 15 og fredag fra kl. 9 til kl. 14.
Derudover har Københavns Vestegns Politi skærpet opmærksomheden og øget patruljeringen i området hele døgnet indtil videre.
Har du oplysninger i sagen, kan du døgnet rundt kontakte Københavns Vestegns Politi på telefon 43 86 14 48.