En normal hverdag er næsten umulig, hvis man lider af tabubelagt sygdom. Nu bliver det muligvis nemmere at diagnosticere og forudsige, hvilken behandling der hjælper.
De fleste har i løbet af deres liv fået en maveinfektion eller -forgiftning, der har betydet, at man ikke skulle være langt fra et toilet. Det er ikke sjovt. Oftest går det dog over efter kort tid.
Men 60.000-100.000 danskere døjer med en speciel form for kronisk diarré. De lider nemlig af det, der hedder galdesyrediarré eller på engelsk bile acid malabsorption eller bile acid diarrhoea.
Galdesyrediarré er en kronisk tilstand karakteriseret ved hyppig og pludselig diarré mere end 10 gange dagligt. Selvom sygdommen ikke er livsfarlig, så kan den have en enorm indvirkning på ens liv og kan være voldsomt – især socialt – invaliderende.
“Mange mennesker, der døjer med kronisk diarré, kender ikke den egentlige årsag og ved slet ikke, at det måske kan dreje sig om galdesyrediarré. Det skyldes både manglende viden om tilstanden blandt sundhedspersoner, men også en relativ tung og dyr – og for patienten besværlig – diagnostik
– Filip Krag Knop klinisk professor
”Man løber på toilettet adskillelige gange om dagen, så det kan være svært for eksempel at beholde et job eller vedligeholde sociale relationer, så mange isolerer sig selv. Ens liv bliver defineret af sygdommen,” fortæller professor på Biotech Research & Innovation Centre Jesper Bøje Andersen.
Han står sammen med sin forskningsgruppe og kliniske samarbejdspartnere fra Herlev og Gentofte Hospital, ledet af professor og overlæge Filip Krag Knop, bag et nyt studie, der peger på en ny og nemmere måde at diagnosticere galdesyrediarré, samt en metode til at forudse, hvilken behandling en patient vil have mest gavn af.
”Mange mennesker, der døjer med kronisk diarré, kender ikke den egentlige årsag og ved slet ikke, at det måske kan dreje sig om galdesyrediarré. Det skyldes både manglende viden om tilstanden blandt sundhedspersoner, men også en relativ tung og dyr – og for patienten besværlig – diagnostik” siger Filip Krag Knop.
Jesper Bøje Andersen tilføjer:
”Vi har udviklet et nyt koncept, der i fremtiden vil kunne bruges til at diagnosticere lidelsen ved bare at tage en blodprøve. Tidligere har man været nødt til at indgive et radioaktivt stof, der selvsagt er associeret med en vis strålerisiko. Det er ikke nødvendigvis farligt for patienten, men mere indgribende og besværligt, og er desuden ikke en godkendt metode i flere lande for eksempel USA”.
| Om galdesyrediarré
Galdesyre bliver frigivet fra galdeblæren, når man spiser fedtholdig mad. Galdesyre sørger for, at man kan optage fedt og fedtopløselige vitaminer fra maden. Cirka 98 procent af galdesyrerne bliver optaget i tyndtarmen og bringes med blodet tilbage til leveren. Hvis der enten produceres og/eller udskilles for store mængder galdesyrer, eller hvis galdesyrerne ikke reabsorberes fra tyndtarmen til blodet i tilstrækkeligt omfang, vil en øget mængde ende i tyktarmen. Det irriterer tyktarmens slimhinde, trækker væske ud i tarmen og øger tarmbevægelserne, som tilsammen giver symptomerne på galdesyrediarré. |
Med den nye metode skal patienten blot have taget en blodprøve, og herefter er det tanken, at lægen kan aflæse, om patienten lider af galdesyrediarré. Det sker ved at se på de molekyler, også kaldet metabolitter, der er i blodet.
”I hver blodprøve er der rigtig mange forskellige metabolitter. Lige nu kan vi aflæse næsten 1300 metabolitter, og ud af dem ser der ud til at være en håndfuld, der kan benyttes til at diagnosticere galdesyrediarré. Man kan sige, at en patient med galdesyrediarré har et bestemt mønster af metabolitter, og det er på den måde, at vi kan genkende dem,” siger Jesper Bøje Andersen.
Den ene eller anden behandling
Forskergruppen har undersøgt blodprøver fra 50 patienter og kunne hurtigt se, at de delte sig i to forskellige grupper.
”I første omgang kunne vi ikke forstå, hvorfor de gjorde det. Alle blodprøverne er taget før behandling, typisk ved diagnosetidspunktet,” siger Jesper Bøje Andersen.
Herefter indgik alle patienterne i en randomiseret klinisk undersøgelse på Herlev og Gentofte Hospital, hvor lægerne på Center for Klinisk Metabolisk Forskning undersøgte effekten af to forskellige behandlingsmetoder. Den traditionelle behandling med galdesyresekvestranten colesevelam, og en ny behandlingsform, liraglutid, som normalt bruges til behandling af type 2-diabetes samt svær overvægt.
”Vi har udviklet et nyt koncept, der i fremtiden vil kunne bruges til at diagnosticere lidelsen ved bare at tage en blodprøve. Tidligere har man været nødt til at indgive et radioaktivt stof, der selvsagt er associeret med en vis strålerisiko.”
– Jesper Bøje Andersen, professor
”Det interessante er, at metabolitterne i patienternes blod inddeler dem i én gruppe, der viser sig at respondere bedst på colesevelam, og en anden gruppe, der responderer bedst på behandling med liraglutid. Det indikerer, at vi ved at analysere patienternes blodprøver ved diagnosetidspunktet kan forudsige hvilken behandling, de vil have mest gavn af,” siger Jesper Bøje Andersen.
Det kliniske studie viste, at behandling med colesevelam gav en forbedring af galdesyrediarrésymptomerne hos 50 procent af patienterne, mens behandling med liraglutid resulterede i forbedring af symptomerne hos signifikant flere, nemlig 77 procent af patienterne.
Jesper Bøje Andersen, Filip Krag Knop og deres forskningsgrupper håber, at deres forskning kan komme de 60.000-100.000 danskere, der lider af galdesyrediarré til gode.
Langt størstedelen af patienter med galdesyrediarré bliver i dag enten ikke diagnosticeret, eller også bliver de diagnosticeret meget sent i deres forløb.
”Det er typisk omkring 40 procent af alle patienterne, der går med den her sygdom i op til fem år uden en diagnose. Det kan selvfølgelig handle om, at man ikke kender til, at det er en sygdom, der med stor succes kan diagnosticeres og behandles. Men det kan også handle om tabu, når det kommer til kronisk diarré,” siger Filip Krag Knop.
Du kan læse “The Serum Lipidome Unravels a Diagnostic Potential in Bile Acid Diarrhea” i Lewinska & Kårhus et al., GUT.