Mette Frederiksen har i mange år været en mester i at skifte position og identitet. Og hver gang er det sket med stor energi og overbevisning. Nu hvor stillingen som NATO’s generalsekretær ikke længere er aktuel, er Mette Frederiksen igen er tvunget ud i en ny fortælling, et nyt hamskifte, skriver Bent Winther i Berlingske.
”Hun var hård kritiker af den stramme udlændingepolitik, indtil hun selv blev superstrammer, hun var rød, før hun var grøn, indtil hun var lige så grøn som rød, hun hyldede den socialdemokratiske etpartiregering, indtil hun gik til valg på en bred regering over midten, Hun blev kaldt for den mest EU-kritiske danske statsminister, indtil hun omfavnede Den Europæiske Union og ville trække kongeriget ind i hjertet af Europa. Hun var imod reformer til at øge arbejdsudbuddet, indtil hun dannede den mest ambitiøse reformregering. Mette Frederiksen var til håndbold og makrelmadder, indtil Instagram billeder af bøger og podcast med intellektuelle samtalepartnere tog over.
Der er ikke noget galt i at skifte holdning, eller at indrette sig på en ny virkelighed. Problemet for Mette Frederiksen er tempoet, hvor mange stopper med at lytte, farer vild i statsministerens skiftende positioner. Hvem er hun i dag? Optimist-Mette eller katastrofe-Mette, den grønne, gule, røde, blå eller camouflagefarvede Mette Frederiksen?”